KOLIND – Folkene omkring Kolind Svømmebad ved godt, at politikerne ikke har mange penge at gøre godt med, men udvalgsformanden appellerer til kommunalbestyrelsen om at få en ordentlig dialog om badets fremtid.
Peter V. Pedersen, formand svømmebadsudvalget under Kolind Håndværker- og Borgerforening, stiller ikke krav om at få en million kroner til at renovere svømmebadet for nu og her, og han har mange roser til det arbejde, som kommunens folk udførte i foråret med at lægge nye fliser omkring de to bassiner, men der er stadig påtrængende ting, der skal laves eller erstattes. Han minder om, at svømmebadsudvalgets medlemmer arbejder frivilligt og gerne vil gøre et stykke arbejde, men der er trods alt nogle grænser for frivilligheden..
- Jeg vil være glad, hvis kommunalbestyrelsen vil tage stilling til badets fremtid. For nuværende er det meget nødvendigt, at vi får opsat et nyt doseringsanlæg, som gør at vi kan styre badet meget bedre og justere klorindholdet uden at skulle gøre det hver dag som nu. Vi kan ikke reparere på det gamle, som ikke har været udskiftet siden badets start, siger Peder V. Pedersen, der anslår et nyt anlæg til at koste ca. 70.000 kroner.
- Vi trænger også til at få den gamle varmvandsbeholder i kælderen udskiftet med nye veksler. Det skal der til for, at folk kan få en ordentlig omklædning, og det vil være billigere for os at drive. Det er alt for dyrt at holde 2000 liter vand varmt hele tiden, når man kan få et nyt moderne anlæg, hvor der bare er varmt vand, når du åbner for hanen. Det gør driften væsentlig billigere og mere stabil. Vi har såmænd varmt vand nok til omklædning , men det er for dyrt. Vi får jo ikke de penge fra kommunen, der får det til at løbe rundt, siger Peter V. Pedersen.
En vandvarmer koster ca. 80.000 kroner, så budgettet begynder hurtigt at accelerere
Utæt dug
Udvalgsformanden tør slet ikke tænke på, hvad der skal ske, hvis det viser sig, at dugen i det store bassin er så utæt, at den ikke længere kan repareres. Noget tyder på, at den er utæt, for vandet bliver ved at synke nu. Hele dugen koster noget, der ligner 360.000 kroner.
Ved I med sikkerhed om dugen er utæt?
- Ja, det er den. Den kan ikke svejses og er utæt flere steder.. Vi har lappet den nødtørftigt gennem sæsonen, men den er for gammel og er også præget af hærværk fra gammel tid i form af sten og andet.
Realistisk bedømt, hvad skal der til, for at I åbner i 2005?
- Jeg står her jo kun, fordi jeg siger, at badet skal åbne. Det kan ikke passe, at vi ikke kan få lavet det nødvendige, men der skal altså flere penge til. Hvis vi skal være realistiske, så skal der bruges ca. 200.000 kroner. I princippet kan vi godt bare lade dugen ligge, det koster så bare noget på driften, fordi vi skal pumpe ekstra vand i. Hvis det står og falder med, at enten så åbner vi ikke eller også så hælder vi for 10.000 kroner mere vand i det store bassin, så åbner vi. Men hvis ikke vi får 200.000 kr. så gør jeg det ikke. Det største problem er doseringsanlægget, fordi det koster så mange arbejdstimer. Det er automatisk, men det er så gammelt at det skal justeres – det skal checkes hver dag. Et moderne justerer sig selv. Det gør det gamle sådan set også, men det er for gammelt og kan ikke følge med.
Investeringsplan
Peter V. Pedersen har nærlæst kommunens budget for 2005, hvor der er afsat en pulje på 280.000 kroner til renovering/vedligeholdelse af stadionanlæg og svømmebad, medens der i overslagsårerne 2006 – 2008 er afsat en pulje på 130.000 kr. for det enkelte år.
Det er ikke mange penge, når også andre anlæg end svømmebadet skal tilgodeses.
- Kommunalbestyrelsen ved godt, at der ligger et ønske på en million. Der har været 4 uvildige mænd ude for at finde ud af, hvad det koster at renovere svømmedelen af badet totalt, så vi har et kommunalt anlæg, som vi ved, at vi i hvert fald skal bruge en million på. (Heri er ikke indregnet en renovering af omklædningsrum m.m., red.). Derfor ville det bedste være, at vi og folk fra kommunen satte os sammen og fik lavet en investeringsplan, hvor begge parter sort på hvidt kan se, hvad der skal laves og hvad der er til rådighed hver år, siger Peder V. Pedersen.
Prioritering
Han får et signal, om kommunalbestyrelsens holdning på årets sidste kommunalbestyrelsesmøde i morgen onsdag, hvor politikerne kommer til at diskutere en prioritering af de 280.000 kroner, som er til rådighed i 2005 og som også KPI Fodbold har budt ind på i forbindelse med renovering af klubbens anlæg ved klubhuset.
Et flertal i Økonomiudvalget har forlods sagt god for et forslag fra Teknik- og Miljøgruppen hos Midtdjurs Kommune, som foreslår lavet en forundersøgelse af de kommunale idrætsanlæg og svømmebadet af en ekstern rådgiver. Det skal ske for at kunne lave en såkaldt ”bedst mulig” prioritering.
Svend Erik Johansen (V) fulgte ikke den øvrige del af Økonomiudvalget:
- Jeg ville gerne have haft, at vi i udvalget havde markeret tydeligere, at vi også er indstillet på, at Kolind Svømmebad også skal åbne i 2005. En hel masse frivillige laver et enormt stykke arbejde, og det skal vi påskønne ved at komme med nogle klare signaler til driften af badet i fremtiden, siger Svend Erik Johansen til Lokalavisen. Det vil han også give udtryk for på morgendagens kommunalbestyrelsesmøde, og han håber, at kollegerne vil gøre det samme.
Faktaboks 1:
Driften
Midtdjurs Kommune betaler ca. 128.000 kroner (2004-tal) årligt til driften. Hertil får badet lejeindtægter fra Delfinen og Rønde Skole, der begge lejer sig ind. I 2004 udgjorde lejeindtægten 53.000 kroner. Endvidere kommer entreindtægter, der udgjorde 24.000 kroner i 2004, hvor vejret var dårligt. Kiosken giver lidt ekstra til kassen. Det samme gør Kolind Centralskole, hvis skolen bruger badet udenfor sæsonen. I sæsonen kan skolen benytte badet uden beregning, men i 2004 betalte skolen 10.000 kroner, fordi den brugte svømmebadet nogle uger i august, hvor der var lukket ned.
Driftsindtægterne kan nogenlunde matche driftsudgifterne, hvor de store og altdominerende poster er el, vand og varme. Driften hænger nogenlunde sammen, men levner slet ikke plads til at lægge noget til side.
Faktaboks 2:
Det er kommunens bad
Kolind Svømmebad er ejet af Midtdjurs Kommune, som købte det i 1976, for derefter at forpagte det ud til Kolind Håndværker- og Borgerforening, som skulle stå for driften. Friluftsbadets start ligger i øvrigt før den sidste kommunalreform, hvor det var samme Håndværker- og Borgerforening, der tog initiativ til at skaffe den fornødne kapital til etablering af badet, som stod klar til indvielse i august 1972.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 10. december 2004
Rex