NØRRE DJURS – Årbogen for 2004 blev i sidste uge præsenteret ved en reception i Nørre Djurs Egnsarkivs lokaler i Gjerrild.
Årbogen for 2004 er et lille udsnit af Nørre Djurs Egnsarkiv store samling af dokumenter, billeder og andet materiale fra Nørre Djurs kommune. Her kan man bl.a. læse, at Stokkebro Skole, der i dag huser egnsarkivet, blev opført i 1904, hvilket betyder, at bygningen jo har 100 års jubilæum i år.
Arkivleder Else Lassen (tv) og bestyrelsesmedlem Vita Axelsen præsenterede Nørre Djurs Egnsarkivs årbog for 2004 ved en reception i arkivets lokaler i Stokkebro Skole.
|
Det er en vanskelig opgave at vælge, hvad der skal med i årbogen. Vi skal bl.a. være helt sikre på, at historien er 100 procent sand, ingen må føle sig stødt af den, og så skal vi også sørge for, at få historier med fra hele kommunen, fortæller arkivleder Else Lassen og Vita Axelsen, der er medlem af egnsarkivets bestyrelse.
Men det er også i år lykkedes at få sammensat et 56 sider stort hæfte med stort og småt fra egnen, bl.a. kan man læse om en ungersvend, der i 1943 kom til at sidde på toppen af skorstenen på Voldby mejeri i flere timer uden at kunne komme ned. Mon Svend Åge nød udsigten? – hedder historien.
Musse og Marie
Af andre spændende beretninger kan man læse om Musse og Marie fra Århus, der kom på sommerbesøg hos morbror Christian i Brøndstrup. Det er Marie Grøntved, der selv beretter om sine somre på gården, ligesom Erna Bachmann fortsætter sin beretning fra sin tid som brugsuddelerkone i Hemmed.
Er man interesseret i fyrvæsen rummer bogen også en lang skildring af, hvordan fra tidernes morgen har anvendt blus langs kysterne for at vise de søfarende vej, og hvordan det i slutningen af 1500-tallet udviklede sig til, at man fik de første fyrtårne, og senere også vippefyr og fyrskibe. Historien af skrevet af fyrskibsfører og kaptajn J.C. Nielsen, Gjerrild sammen med arkivleder Else Lassen.
Men en ting er erindringer og fortællinger om en svunden tid. Et helt autentisk vidnesbyrd finder man på siderne 29 til 31, hvor Elisabeth Frederiksens breve til sin mor Maren Frederiksen i Kukkerhusene er gengivet præcist som de blev skrevet – uden et eneste komma eller punktum. I et af brevene fortæller hun ”motter”, at hun tror, hun har blegsot og er meget træt. Men Elisabeth led af tuberkulose og døde kun 19 år gammel.
Kilde: \Skrevet af Marianne Svit I Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex