KOLIND – Der er gode penge at tjene på søndag i Møllers K-Marked, når Dansk Tipstjeneste og Julemanden hamselv i forening trækker Lotto-tallene i butikken.
Alle besøgende søndag 19. december får udleveret specielle udfyldte Lotto-kuponer. Derfor er der trods alt pæne chancer for at få del i præmiepuljen, og det koster ikke en krone at være med.
Hovedpræmien er en rigtig førjulegave i form af 10.000 rare danske kroner.
Der bliver udtrukket seks vindertal og to tillægstal ud af 33. Trækningen foregår hos Møllers K-Marked kl. 12.00 sharp.
Faktaboks 1:
Der er følgende præmier til de heldige vindere:
6 vindertal: 10.000 kr.
5 vindertal + 1 tillægstal: 5.000 kr.
5 vindertal: 1 Lotto-rejsetaske
4 vindertal: Overraskelse
3 vindertal: 1 Lotto-pung
Derudover udleveres der også specielle Quick skrabelodder, hvor man kan vinde Quick-miniradioer eller få muligheden for at deltage i Stor-skrab. I Stor-skrab er der præmier op til 2.500 kr.
Faktaboks 2:
Konkurrenceregler, Lotto-trækningen:
Konkurrencen er ikke købsbetinget og har ingen relation til den normale Lotto-trækning. Der udleveres én kupon pr. person, og deltageren skal være tilstede på trækningstidspunktet. Deltageren skal selv tjekke sin kupon for eventuelle gevinster. Der udleveres kun én gevinst pr. kupon svarende til det højeste antal rigtige. Præmier udleveres umiddelbart efter trækningen den pågældende dag. Præmierne kan ikke efterrekvireres. 2. og 3. præmien kan ikke byttes til kontanter.
Medarbejdere fra Dansk Tipstjeneste AS og Møllers K-Marked samt disses pårørende må ikke deltage i Lotto-trækningen.
Der udleveres op til 2.000 gratis Lotto-kuponer til trækningen.
Mads og Morten Møller fra Møllers K-Marked er klar med en rigtig julehappening på søndag. Der vanker 10.000 til den heldigste.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 10. december 2004
Rex