1. holdet i GIF HÃ¥ndbolds herreafdeling
Grenaa Bladet: GIF Håndbolds herrer i Jyllandsserien kan holde jul på en overraskende 3. plads i rækken. Noget der også kommer lidt bag på holdets træner,
Jens Ole Damgaard.
Det er overraskende, at vi kan holde en 3. plads ovenpå den dårligste sæsonstart i mange år. Der var efter sidste sæson mange udskiftninger af stamspillere, der valgte at stoppe eller flyttede fra området på grund af arbejde og lignende.
Eksempelvis Søren Sejersen, Rasmus Pedersen, Michael Jensen, Ole Danielsen, Jens Jacobsen og Chris Pagers. Og efter 5 kampe var der da også kun sat 2 point på kontoen, og vi var så småt ved at forberede sig på en sæson midt i rækken, eller i værste fald i bunden, beretter Jens Ole Damgaard.
Strukturen i håndboldrækkerne er lavet om til denne sæson, så Jyllandsserien egentlig er blevet en halv række bedre, som følge af Danmarksseriens nedlæggelse, hvilket ikke just gjorde GIF-holdet mere optimistisk, da det kørte skidt i starten.
Men vendepunktet kom i den 6. kamp, hvor det blev til uafgjort ude mod Mariager, der netop er nedrykker fra Danmarksserien. I de sidste 4 kampe blev det så til lutter storsejre.
17-årigt stortalent har scoret 69 mål
Holdet har i kampene før jul igen bevist, at de spiller en god gang seværdig håndbold, og ikke mindst stortalentet Morten Kold Jensen på blot 17 år har virkelig blomstret i kampene før jul, og er holdet ubestridte topscorer med ikke færre end 69 mål i de første 10 kampe. Ganske imponerende af en 1. års yngling.
Ud over Morten Kold har det været glædeligt at følge Jacob Sørensen, der kom til klubben fra Åstrup/Hammelev kort før turneringsstarten.
Jacob har virkelig udviklet sit spil og fået den nødvendige hurtighed, så med hans skud- og springstyrke er det spændende at se, hvor langt han kan drive det, siger Jens Ole Damggard, og fortsætter:
Anders Agerholm er kommet retur efter et par år uden håndbold og en afstikker til Åstrup/Hammelev. Anders har virkelig løftet sit spil hen over efteråret.
Ikke mindst da Thomas Andersen var syg/skadet var Anders nødt til at tage det store ansvar, og det blev løst til UG. I de sidste 4 kampe har to af de unge, Rasmus Poulsen og Anders Sørensen, der er henholdsvis 2. års yngling og 1. års senior, ligeledes vist et imponerende gå-på-mod, som har resulteret i masser af spilletid, gode præstationer og flotte mål.
Troels og Troels
vogter GIF-buret
På mål har vi brugt Troels og Troels. Troels Jensen fik come-back i en alder af 42 år og har stået fremragende, mens Troels Hansen, har været en særdeles dygtig 2. keeper og virkelig stået godt, når Troels Jensen har været væk.
Således kunne vi blive ved, men der skal også lyde en stor tak til alle holdets sponsorer, ikke mindst hovedsponsoren Grenaa Bilcenter A/S ved Poul Erik Sørensen, som leverer både økonomi og spillere i form af sønnerne Alf (anfører) og lillebroderen Jacob.
Vi henviser i øvrigt til GIF Håndbolds hjemmeside på internet-adressen www.gif-haandbold.dk, hvor der er billeder af holdet, aktuelle kampreferater og meget andet. God jul og et godt nytår til alle Grenaa Bladets læsere fra alle spillere, trænere og ledere i Grenaa IF, slutter Jens Ole Damgaard sin status af efterårssæsonen 2004.
Kilde: Grenaa Bladet
Pia