Billetter til spisningen blev revet væk på rekordtid, men der er endnu enkelte billetter til cabaret og dans lørdag den 8. januar, idet Djurslands Jazzklub påny kalder til nytårs-jazzfest i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Djurslands Jazzklub følger således succes'en fra sidste års nytårs-jazzfest op. Med fire bands skiftevis på scenen blev det dengang til fem timers uafbrudt, swingende jazzmusik.
Knap så stort bliver det, idet nytårsfesten løber af stablen på lørdag i Kulturhuset Pavillonen. Til gengæld er kvaliteten i underholdningen og musikken skruet en tand i vejret.
Aftenen indledes med spisning kl. 19.00 med dæmpet dinnermusik ved jazzklubbens egne pianister, Poul Lyng-Madsen og Svend Frandsen.
Ca. kl. 20.30 er der Grenaa-premiere på tre kvarters cabaret med »The Hack Pack« fra Århus. Tre unge mænd akkompagneret af piano og bas ruller sig ud med alle de kendte melodier, som gjorde »The Rat Pack« verdensberømte for mange år siden. Det var dengang Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr., Peter Lawford og Joey Bishop var på deres højeste med melodier som Everybody Loves Somebody, Fly Me To The Moon, My Way, On A Slowboat To China og mange, mange andre.
Kl. ca. 22.30 starter dansen, og det bliver med blues- og gospel-sangerinden Lillian Boutté bakket op af Burich/l'Etiennes New Orleans Ensemble.
Som nævnt er alt udsolgt til spisningen, men der er endnu enkelte billetter til cabaret og dans. For dem, der ikke spiser, bliver dørene åbnet kl. 20.15. Billetter kan købes i Kulturhuset Pavillonen eller via www.pavillonen.dk.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex