Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Dansk opturs-komedie har DK-premiere

i Grenaa Kino på fredag den 7. januar
»Store Planer« er en ny, dansk opturs-komedie med en stærk og solid rockbund, der går lige i maven. På fredag den 7. januar har filmen Danmarkspremiere i blandt andet Grenaa Kino.



Lene Maria Christensen
Manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson har smedet de vittige dialoger, og Nikolaj Steen og Jacob Binzer (D:A:D) har leveret sprutlevende hits til historien om en far, der har så store planer om et nyt liv som rockstjerne, at han glemmer alt det, der betyder mest. Med »Store Planer« er instruktøren Jesper W. (»OKAY« og »Manden bag døren«) tilbage i komediegenren.
Handlingen i filmen er som følger:
Når man har store planer, glemmer man ofte de små hensyn, der betyder mest. Sådan går det også for den småkriminelle Willy (Thomas Bo Larsen), der for længst er holdt op med at tælle sine ophold i brummen for falske underskrifter med andre folks kreditkort. Men NU skal der andre boller på Willys livs suppedas. For indeni banker drømmen om at blive rigtig rockmusiker og et værdigt forbillede for sin 8-årige søn, Mikkel (Mikkel Konyher).
Willy samler gutterne fra sit gamle band, The Winstons. De skal være berømte, udgive plade, turnere og optræde på TV. I hvert fald hvis det står til Willy - Tårnbys selvbestaltede rockikon. Men det er ikke nemt at komme på TV og få pladekontrakt i Stjerne-for-en-aften-tider, når ens band for længst er blevet familiære med tilstanden »rusten«, og nærmer sig en dårlig parodi på sløvsind! Først da massagepigen Bettina (Lene Maria Christensen) bliver bandets nye sangerinde begynder hitsene at strømme ud fra den trange 2-værelses lejlighed, hvor bandet øver. For Bettina kan rent faktisk kan synge...!
Willy fra Tårnby nærmer sig langsomt stjernerne, men glemmer i sine bestræbelser de mest basale regler for hvordan man er en god far, kæreste og ven.
»Store planer« er indspillet on location i og omkring Nordvest-kvarteret i København i november/december 2003, og har et produktionsbudget på kr. 13,2 millioner kroner. Filmen er blandt andet finansieret af Dansk Filminstitut’s 60/40-ordning med kr. 5,5 mio. kroner, TV2 har bidraget med kr. 2,5 mio. kroner og Angel Distribution med kr. 1,2 mio. kroner.
Filmens manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson havde skrevet et hav af børnebøger, noveller og romaner før han i 1997 debuterede i filmens verden med konverteringen af sin egen »Hannibal & Jerry«, der blev et regulært folkehit i Wikke og Rasmussens hænder. Hurtigt blev Aakeson til en af de danske, skarpe dialogsmede, der var med til at konstituere opsvinget i dansk film i slutningen af 90’erne. I 2003 modtog han en æres-Bodil sammen med Anders Thomas Jensen og Mogens Rukow, netop for sin del af æren i dansk films succes.
Aakeson har blandt andet skrevet manuskript til Susanne Biers store gennembrud »Den Eneste Ene" (1999), der røg i top 5 over de mest sete danske film nogensinde; til børnefilm-hittet »Mirakel« (2000); til »Små Ulykker« (2002), der vandt Blå Engel-prisen for Bedste Europæiske Film i Berlin; samt til de kritikerroste dramaer »Okay« (2002), »Forbrydelser« (2004) og »Lad de små børn« (2004).

Anmelder-roste
danske spillefilm

De øvrige film på Grenaa Kinos program den første uge her i det nye år er som følger:
Den danske helaftensfilm »Familien Gregersen« baseret på forfatteren Christian Kampmanns romaner om samme familie, familie- og eventyr-filmen »Fakiren Fra Bilbao« efter Bjarne Reuters roman og Nicolas Winding Refns »Pusher II« med Mads Mikkelsen i hovedrollen. De to sidstnævnte film havde Danmarkspremiere i Grenaa Kino 1. juledag. For alle tre danske films vedkommende kan man sige, at der er tale om film, som har fået mange roser af anmelderne. Typisk har anmelderne givet dem hver især en 4-5 stjerner ud af 6 mulige, hvilket må siges at være rigtig, rigtig pænt.
Tegnefilm og computeranimerede spillefilm har Kino også på plakaten i indeværende uge. Hele tre af slagsen faktisk, nemlig »Stor Ståhaj«, der er lavet af folkene bag Shrek-filmene, »Cirkeline og Verdens Mindste Superhelt« og »Polar-Ekspressen«. De to sidstnævnte film kører dog kun i weekenden, og søndag den 9. januar er absolut sidste chance for at se den magiske jule-eventyr-film »Polar-Ekspressen«.
På fredag den 7. januar er Grenaa Kino blandt de biografer, der har DK-premiere på den nye danske film »Store Planer«, der blandt andre har Lene Maria Christensen på rollelisten.

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam