FØLLE - Nytårsmødet tirsdag aften i Djursland Landboforening med fødevareminister Hans Chr. Schmidt kommer til at blive påvirket af jordskælvskatastrofen i Sydøstasien.
Medlemmerne i Djursland Landboforening havde set frem til mødet med fødevareministeren tirsdag aften i Landbocenter Følle for at få belyst tidens aktuelle og kommende spørgsmål i landbrugets situation.
Men vi må se i øjnene, at katastrofen i Sydøstasien også kommer til at påvirke landbrugets forhold fremover, så derfor vil der nok være fokus på den frygtelige katastrofe og dens konsekvenser for verdenshandelen i årene fremover, siger formand for Djursland Landboforening, Hans Gæmmelke, Ingerslev.
- Når hele verdenshandelen berøres i en sådan grad, vil det også have indvirkning på de forhold vi dyrker vores erhverv under.
Strukturreformer
Højt på landbrugets dagsorden står ellers strukturreformerne i både EU og i det kommunale landskab. Djursland Landboforening har gennem efteråret afholdt velbesøgte informationsmøder om den nye EU-refom og man forventer også konsekvenser for landbruget, når den nye kommunalreform skal føres ud i livet i de kommende år.
- Det bliver en ny situation for landbruget, når det er kommunerne, der skal stå for administration af og tilsyn med miljøpolitikken, siger Hans Gæmmelke.
Spændende nytårsforedrag
Djursland Landboforening har tradition for et indlede det nye år med en markant foredragsholder.
Tidligere har den kontroversielle miljøforsker Bjørn Lomborg og filosoffen Arno Victor Nielsen været gæster ved landboforeningens nytårsarrangement.
Udover fødevareminister Hans Chr. Schmidt deltager også Venstres fødevareordfører Henrik Vestergaard i mødet på Følle Landbocenter, som er åbent for alle interesserede.
Kilde: \Skrevet af martin schultz I Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs 05-01-2005
Rex