KOLIND – I den kommende weekend bliver der rykind i den gamle markedshal, hvor Djurslands Kaninavlerforening igen i år er gået sammen med Kolind og Omegns Fjerkræklub om den årlige vinterudstilling.
Denne smukke Rex Dalmatiner er at finde på weekendens udstilling i Byhallen
|
Selv om der umiddelbart ikke er megen lighed mellem høns og kaniner, så er der meget til fælles alligevel. Glæden over arbejdet med de levende dyr, konkurrencen om at blive den bedste eller bare godt placeret, spændingen ved at fremavle nye varianter, kammeratskabet med andre med samme interesser.
Kaniner
I år møder der 130 kaniner spredt fra de største på knap 10 kg til de mindste på ca. 1 kg. Fra de meste langhårede med ca. 8 cm pels og til de mest korthårede med ca. 1,5 cm pels.
En enkelt Belgisk Kæmpe vil majestætisk danne fløjen i den ene ende fulgt af ensfarvede, plettede og tegnede kaniner i næsten alle regnbuens farver for at slutte af med de små dværgkaniner.
Sammenligner man udstillingen med mange andre kaninudstillinger i landet, vil der være et par usædvanlige ting at lægge mærke til.
Der er en stor samling af landets bedste Angora kaniner, idet to af landets dygtigste avlere bor i området, den ene møder endda med noget af et særsyn nemlig farvede Angora kaniner, noget der kun ses få steder i landet.
Dernæst er der en flok Rex dalmatiner, castor som de officielt hedder, en plysset kanin med pletter i brunt, som få en til at tænke på en dalmatiner hund. Disse kaniner findes her i landet kun hos denne ene opdrætter, som selv har fremavlet dem. Faktisk er den så sjælden, at da opdrætteren for et par år siden ville købe nyt blod på den tyske landsudstilling med mange tusinde dyr, da var der ikke en eneste udstillet, så hun måtte vende hjem med uforrettet sag.
Som sædvanlig er der også en pæn stribe af dværgkaniner, Hermelin og Dværg Vædder. Dværg Vædderen er nok den mest solgte kælekanin pt. i Danmark, men Hermelinen er bestemt også populær.
Der møder kaniner fra et større område på udstillingen, hele Djursland og omegn er repræsenteret, men også fra Horsens og Struer kommer der kaniner.
Dommeren vil starte med bedømmelsen tidligt lørdag morgen, så bedømmelsen kan være færdig kl. 14, hvor dørene lukkes op for publikum. Dommerne er Benny Garly fra Rødkærsbro og Jens Jørgen Nørgaard fra Struer.
Høns
Til racefjerkræudstillingen er der tilmeldt:
37 svømmefugle fordelt på Rouen, Sachen, Cayuga, Damand og Moskusænder.
31 storehøns af let race fordelt på Danske Landhøns, Italienere i flere farver og Legbar.
28 storehøns af svær race fordelt på New Hampshire, Wyandot, Sussex, Plymouth Rocks, Australorps og Orpington.
27 dværghøns af let race fordelt på Danske Landhøns, Tyske Dværge, Italienere og Sabelpoot i flere farver.
85 dværghøns i svær race fordelt på Welsumer, Wyandotter i flere farver, Sussex i flere farver Australorps og Faverolles.
21 duer fordelt på Modena i flere farver.
Derudover er der 4 volieresamlinger til bedømmelse. I alt er der 235 numre.
Andre stande
Lørdag er udstilling åben om eftermiddagen for publikum, medens der er offentlig adgang om søndagen fra klokken 10. Søndagen slutter med de obligatoriske præmieoverrækkelser.
Hele weekenden vil der være PR-stande fra Biavlerforeningen for Grenå og Omegn, Dansk Marsvine Klub, Djurslands Akvarieforening og 4H Århus Amt og naturligvis informationsstande for de to arrangerende foreninger.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 05-01-2005
Rex