Tak til
 






  
05/05 2023

Amtsborgmesterens Nytårstale

Hér på Netavis-redaktionen kunne vi næsten ikke dy os for at kalde det følgende for ”Johannes` Åbenbaringer”, men man er vel en seriøs avis!
Vi bringer amtsborgmesterens nytårsstatus over blandt andet fremtidsudsigterne i vores kommende, store region. Han skriver:


Indtil nu har vi mest snakket om den. Men i 2005 bliver kommunalreformen en realitet for alle borgere. Ved kommunalvalget d. 15. november skal østjyderne som noget helt nyt vælge 41 politikere til regionsrådet i Region Midtjylland. Regionen dækker ca. 1,2 mio: mennesker – omtrent det dobbelte af Århus Amt i dag.
Der er brug for større kommuner og større amter end i dag. Ikke mindst fordi kravene til medarbejdernes ekspertise vokser. Hér kan større enheder give en bedre faglig løsning af opgaverne.

Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg finder store dele af forliget om kommunalreformen for ringe. Den værste knast efter min mening miljøet. Her frygter jeg, at kommunernes helt forståelige ønske om at sikre gode erhvervsmuligheder og mange arbejdspladser gør det meget svært for dem at sige nej til initiativer, der skader naturen på kort eller længere sigt. Det er især bekymrende, at kommunerne skal overtage amternes opgaver vedrørende miljøgodkendelser og tilsyn med forurenende virksomheder. Her bør der være en armslængde mellem myndighed og økonomisk interesse i sagen, hvilket de tre uafhængige medlemmer i strukturkommissionen da også udtrykkeligt peger på.
Lige så slemt ser det ud på det sociale område. Hér frygter jeg, at sammmenhængen og ekspertisen bliver spredt, når kommunerne får myndighedsansvaret for de specialiserede institutioner og dermed for de svageste i samfundet. Regionerne skal ganske vist drive institutionerne, men kommunerne kan vælge at bruge andre tilbud, herunder private.
Sidst i januar bliver lovforslagene om kommunalreformen fremsat i Folketinget. Det er stadig mit håb, at der kan rettes op på de værste skæverter, inden forslagene bliver til lov.

Lykkeligvis har vi også efter kommunalreformen et stærkt regionalt folkevalgt led i Danmark med ansvar for sygehuse, erhvervsudvikling, psykiatri, sociale tilbud, uddannelsesplanlægning og trafik. Det er nødvendigt. I hvert fald hvis man ønsker udvikling og velstand spredt ud i hele landet. Selv stærke kommuner kan undertiden have en horisont, som stopper ved kommunegrænsen. Det viser sagen om Grenåbanen, hvor borgmesteren i Århus i december ønskede én af livslinjerne til Djursland hen, hvor peberet gror, fordi banen generer i Århus. Måske var det sagt i spøg. Men alligevel. På samme måde var Djurslandsmotorvejen på statens vejplan i mange år, men den blev altså først realiseret, da amtet overtog ansvaret for vejen.
Den regionale tankegang stopper ikke ved Midtjyllland. Det jysk-fynske erhvervssamarbejde har netop besluttet at videreføre sit arbejde, også efter en kommunalreform. Jylland-Fyn er enige om fortsat at stå sammen for at danne en stærk og udviklingsorienteret modvægt til Øresundsregionen, Hamborg-området og Göteborg-området. I en verden, hvor erhvervslivet arbejder internationalt, må vi være på tæerne for at sikre os del i udviklingen. Her gælder det blandt andet om at sørge for, at vi har de kvalifikationer, som erhvervslivet efterspørger.
I Århus Amt har vi lagt os i selen for at få et godt samarbejde om de mange forandringer, både med kommunerne i amtet, med vores nye samarbejdsparter – Ringkjøbing, Viborg og Vejle amter – og med ministerierne.

Målet er, at borgerne skal lægge mindst muligt mærke til, at der skal ske voldsomme forandringer. I 2005 bygger vi moderne handicapboliger for fuld fart, patienthotel i Silkeborg, et nyt gymnasium i Egå nord for Århus og et Neuroforskningscenter ved Århus Universitetshospital. Sammen med Århus Kommune har vi et spændende projekt i Lystrup, hvor en ny engsø på én og samme gang vil betyde mindre forurening og gode naturoplevelser for borgerne. Et helt kapitel for sig bliver det at lægge planerne for fremtidens sygehusstruktur i Århus, hvor jeg ser perspektiver i at samle byens sygehuse i en sygehus-by ved Skejby.
Så vi går ind i det nye år med fuld skrue og forlader året på samme måde. Men til dén tid som del af en dobbelt så stor familie.

Kilde: Skrevet af den socialdemokratiske amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen i Randers Amtsavis d. 5

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam