MIDTDJURS - Det tidligere Børnenes Værksteder tilbyder kurser i billedkunst, madlavning og rollespil.
Før jul modtog alle børn i klasserne 1. – 7. klasse på de fire skoler i kommunen en folder om KIMIs forårsplaner.
Alle tre værksteder – Billedkunst, Madværksted og Rollespil – starter allerede i uge 2. De, der vil være med, skal derfor være vakse og møde op, når første seance går i gang.
Lars Thyrre Sørensen, Koed, idemanden til Børnenes Værksteder, trækker stadigvæk i trådene som formand for foreningsbestyrelsen og er klar til at besvare eventuelle spørgsmål.
Kompetente undervisere
KIMI, der er en forkortelse for Kreativiteter I Midtdjurs, kan præsentere en ny underviser i Billedkunst. Det er Maria Munk Hind, der er flyttet til Marie Magdalene efter at have boet på Fyn i en årrække.
Hun har tidligere undervist på en højskole og interesserer sig meget for malerier og grafik. Maria vil starte op med et H.C. Andersen projekt i anledning af nationaldigteren 200 års fødselsdag.
I Rollespil vil Michael Eisnæs og Jens Hald kaste sig ud i fremtiden. Det er meningen at Rollespillet denne gang skal sætte fantasien i gang om fremtiden, så der bliver kigget mere frem end tilbage.
Madværkstedet har også fået ny underviser. Det er Lene Christensen, der bor i Tjerrild, som vil lave spændende mad sammen med børnene.
- Lene arbejder til daglig med børn og unge, og da hun er meget god i madkunsten, vil hun være den rette til at give børnene nogle gode madoplevelser og lære dem forskellige ting i køkkenet, siger Lars Thyrre Sørensen.
Hver aktivitet kører over 10 uger, og der bliver afsluttet på festlig vis i form af en fælles udstilling, hvor nogle af børnenes arbejder vil kunne ses. Den tid, den glæde.
Socialt arbejde
KIMI får tilskud til den ordinære drift efter samme regler som idrætsforeninger, spejdere m.v. for aktiviteter til målgruppen 0-25 årige. KIMI får endvidere et lille tilskud fra Frivillighedsrådet, fordi foreningen gør en stor indsats for at kunne tilbyde foreningens aktiviteter til børn med særlige vanskeligheder. Det drejer sig om en række børn, som ikke kan rummes i traditionelle fritidsaktiviteter.
Frivilligt socialt arbejde har været kendt i Danmark i mange år. I de seneste år er der blevet mere interesse omkring dette arbejde. Folketinget har vedtaget en lov § 115 om social service, hvori lovgiverne forpligter såvel amter som kommuner til at samarbejde med frivillige organisationer og foreninger samt yde økonomisk støtte til det frivillige område.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 05-01-2005
Rex