Vi tyvstarter i dag noget, vi håber på kan ende med at blive en selvstændig åben debatside for Norddjurs Kommune allerede hér det næste års tid eller to, så længe selve sammenlægningsprocessen er i gang. Vi lader SF`s lokalformand ”åbne ballet” med følgende skrivelse, der både handler om samarbejdet i Norddjurs og om at holde fast i nødvendigheden af et samarbejde også med vores nabo i syd:
Der bliver brug for alle verdenshjørner i fremtidens lokalpolitik på Djursland.
På Norddjursland bliver ”øst-vestdialogen” vigtig. I for eksempel Udbyhøj, Auning, Vivild, Fjellerup, Ginnerup, Trustrup, Grenå må vi se i øjnene, at en Norddjurs Kommune vil få mange af sammenlægningens ulemper uden at få alle fordelene.
Fordelene ved den kommende Norddjurs Kommune er bl.a.:
en passende befolkningsstørrelse i forhold til kravet om større kommuner,
samme størrelse som de fire syddjurs-kommuner, der valgte at gå for sig selv,
enestående natur- og miljøkvaliteter og en stribe store og små turistattraktioner fra Fjordcentret i Voer over Gammel Estrup og Stenvad til Kattegat-Centret i Grenå, og
ingen kommune er ”ladt i stikken”.
Ulemperne er disse:
Norddjurs er meget langstrakt, og dét er et nærdemokratisk problem. Der er langt mellem Randers Fjord-området til Grenå og Østdjurs. Hertil kommer skellet mellem Norddjurs og Syddjurs kommuner. Det passer dårligt med, at erhvervsliv og fagforeninger har organiseret sig på tværs, og at uddannelse, trafik og miljøindsats sker på tværs af nord og syd. Sammenslutningen af SID og KAD i forbundet F-F-F er klar nu på hele Djursland med kontorer i Auning, Grenå og Rønde. Efter en grundig og demokratisk proces, som indenrigsministeren kunne tage ved lære af.
Verdenshjørnerne er heller ikke lige. Der er flere rige skatteborgere, et ”whisky-bælte” og en større Århus-magnet-virkning i Syd.
Nord-syd-dialogen på Djursland bliver afgørende for at omstille dét samarbejde, som er vokset op nedefra iblandt de otte nuværende kommuner.
SF`s budskab er derfor: samarbejde på tværs af kommunegrænser! En tværgående SF-gruppe har i efteråret udarbejdet et visionsprogram for hele Djursland. Det er i medlemshøring henover nytåret. Vi har fået besøg og gode råd om sammenlægning fra SF-Bornholm. Hér i Rougsø-Sønderhald har SF omorganiseret: Assentoft-området hører nu til SF-Randers. Auning og Rougsø Kommune går sammen med det hidtidige SF-Grenå-Nørre Djurs, svarende til de tre og en halv kommuner, der har aftalt at slå sig sammen på Norddjurs.
Kilde: Skrevet af formanden for SF-Norddjurs, Mads Nikolajsen fra Grenå, i Randers Amtsavis d. 8. januar
Rex