Tak til
 






  
05/05 2023

Vinden hærgede også i Nørre Djurs

Ligesom for at markere, at ikke engang vores lille fredelige Danmark kan vide sig sikker for naturkatastrofer, fejede en vind med en efter hjemlige forhold usædvanlig styrke henover landet i lørdags. Heller ikke Nørre Djurs gik ram forbi, og det fortæller vi lidt om i dag.


Foto: Trine Ørgaard Jensen
De fleste husker vist orkanen i 1999, hvor blæsten skabte voldsomme ødelæggelser specielt på Fyn og i Sønderjylland, hvor der ikke var mange hele tage tilbage, da vinden lagde sig igen.
Lørdagens storm var varslet til at gå hårdest udover de nordvestlige egne af landet, men det viste sig hurtigt, at langt størstedelen af landet blev ramt lige hårdt af den ødelæggende vind.
Stormen startede først på eftermiddagen som en kraftig søndenvind, der først omkring ved syvtiden drejede om i en mere vestlig retning. Allerede ved middagstid kom de første små strømafbrydelser, som midt på eftermiddagen blev til total mørkelægning. Det skete nogenlunde samtidig med, at stormen tog så kraftigt til i styrke, at det blev direkte livsfarligt bare at stikke hovedet udenfor døren.
Således tvunget til at dyrke de indendørs sysler fik man nu for alvor udstillet for sig selv, hvor afhængige af strøm man har fået gjort sig efterhånden. Med trådløse telefoner afhængige af strøm, uden fjernsyn og Internet og uden transistorradioen, som blev ”skrottet” for flere år siden, var vores eneste forbindelse til omverdenen mobiltelefonen!
Mens det knagede og bragede i det lille hjem, bredte hyggen sig dog ved den heldigvis rigeligt indkøbte stearinlysild. Lige præcis ”Redaktør-boligen” slap først på aftenen for det helt store pres, da vinden var så venlig at dreje sig i en vestlig retning – og ødelæggelserne begrænsede sig til en væltet campingvogn, en lille stribe ødelagte tagsten og en knækket TV-antenne.
Så ”nemt” slap man dog ikke alle steder, viste det sig, da vi dagen efter bevægede os lidt rundt i kommunen. Som det fremgår af billedet hér, havde den heftige vind flere steder ligefrem pulveriseret bygninger, og på et tidspunkt knækkede træerne rundt omkring i området som tændstikker. Men så vidt vi er orienterede på redaktionen, kom der heldigvis ingen mennesker til skade.

Kilde: Skrevet af Rex

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam