En stor og mægtig BMS-kran sørgede onsdag eftermiddag i sidste uge for, at den nu snart 100% genopførte Baunhøj Mølle i Grenaa, endelig kunne få sin cirka 10 tons tunge hat på!
Den nye udgave af Baunhøj Mølle er således nu snublende tæt på at have taget sin endelig form. Det eneste, der nu mangler, er færdiggørelse af arbejder indvendigt i Møllen, således at »indmaden« stykkes sådan sammen, at møllevingerne med tiden kan dreje rundt. Og møllevingerne er i sig selv også et »lille« hængeparti, idet de p. t. befinder sig ved møllebygger Jens Jørgensens værksted i Fakse Ladeplads på Sjælland.
En stor og mægtig BMS-kran sørgede onsdag eftermiddag i sidste uge for, at den nu snart 100% genopførte Baunhøj Mølle i Grenaa, endelig kunne få sin cirka 10 tons tunge hat på!
|
Her afventer de den sidste finish samt efterfølgende kørsel på blokvogn fra Fakse Ladeplads til Grenaa. Formentlig noget der kommer til at ske indenfor en måneds tid.
Arbejdsskader på byggepladsen på toppen af Baunhøj og blæsevejr har drillet og skabt forsinkelser for projektet, der efter den oprindelige plan skulle have været klar til indvielse den 10. november sidste år.
Mange grenaaensere fulgte interesseret med, da arbejdet med at løfte den tonstunge møllehat på plads på den 35 tons tunge møllekrop onsdag eftermiddag i sidste uge. Det tog en times tid at få de to mølle-dele til at falde i hak. Og nok så vigtigt: De to dele passede sammen!
Færdiggørelsen af Møllen nærmer sig rent faktisk 3-års dagen for branden, idet det jo var den 2. maj 2002, at den gamle Baunhøj Mølle nedbrændte totalt. Man kan ikke andet end glæde sig over, at den nye udgave af Møllen nærmest strutter af fornemt håndværksmæssigt arbejde - lige fra den nederste række mursten i undermøllen og helt til toppen af den egespån-beklædte møllehat, der nu har fundet sin rette plads i tilværelsen ovenpå en periode som »fyld« på byggepladsen ved Baunhøj Mølle.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex