Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Kulturraketten større end nogensinde

NØRRE DJURS – Kulturraketten er en succes, og i år er antallet af arrangementer rundt om i kommunen større end nogensinde før. Programmet kommer i denne uge.
Kulturraketten er klar til at blive affyret for sjette gang, og i år er den mere omfangsrig end nogensinde før. Mange, lige fra menighedsråd til lokale forsamlingshuse, har vist interesse for at være med i årets raket, og der er kommet mange gode idéer til kulturarrangementer i hele kommunen.


Vi har i år haft mange aktive medspillere, og nogle har endda selv ville sætte penge på højkant i forbindelse med et arrangement, fortæller koordinator Bo Jacobsen, der også glæder sig over at kunne præsentere arrangementer nye steder i kommunen.
Det gælder bl.a. Glesborg Forsamlingshus, hvor der er country-aften 9. april og Veggerslev Forsamlingshus, der lægger lokaler til en kultur-café med renæssanceskatte og barokmusik i marts. Også Nørre Djurs hallen er med i dette års program, og her fortæller og spiller Rex, Falck og Klørboe musik fra sydstaterne.
Også Bønnerup er for første gang kommet med på Kulturrakettens landkort, og hvad kunne være mere bønnerupsk end en gang havnejazz på Den Blå Kutter? Her underholder det syv mand store jazzorkester Royal Garden Jazzband 29. april.

Eksotisk og finkulturelt
Karneval i Rio har de fleste hørt om. Men karneval i Gjerrild er nu heller ikke at kimse af. Ifølge Bo Jacobsen har kromanden i Gjerrild altid drømt om at få karneval i byen, og det bliver nu en realitet 5. februar. Ved karnevalet på kroen er der 1.500 kroner til den bedste udklædning, men alle kan, uanset kostumets karakter, nyde en lækker buffet og danse til salsa-musik med det århusianske La Gozadera.
Kulturrakettens største – eller mest kendte – navn er nok Lone Hertz, der fortolker Johannes Åbenbaring i Fjellerup Aktivitetshus 15. april. Men også andre aktører er vant til at færdes på de bonede gulve. Calda-kvartetten er en kvindelig strygerkvartet, hvis medlemmer hver især både har spillet ude i den store verden og i det Kgl. Kapel. De kan opleves i Glesborg kirke 28. januar, hvor de under uhøjtidelige former vil spille værker af Mozart, Holmboe og Samuel Barber.

Det store sus
Vinterballet i Stenvad plejer at være det helt store trækplaster. Sidste år blev samtlige billetter udsolgt på bare tre timer.
– Det er egentlig sjovt, at det har kunnet bære år efter år, siger Bo Jacobsen. Der er jo ingen store navne, og programmet har været stort set det samme i alle årene. Så nu må vi se, om vi også får udsolgt denne gang.
Der er formodentlig heller ingen fare for, at hr. Jacobsen brænder inde med billetterne denne gang, da folk allerede er begyndt at tale om, at det snart er tid til at finde det pæne tøj frem og komme til bal i Stenvad. Billetsalget starter 17. januar klokken 8, og det er nok en god idé at være helt fremme i balskoene den dag, hvis billetterne skal sikres.

Kommunal medspiller
Hvis det stik imod forventning skulle ske, at et af de mange arrangementer ikke kan løbe rundt, står Nørre Djurs kommune klar med en underskudsgaranti i størrelsesordnen 2-3.000 kroner. I de sidste år har der dog ikke været behov for at få dækket noget underskud, da det samlede regnskab for rakettens arrangementer har balanceret.
Men Nørre Djurs kommune har også en aktiv rolle i Kulturraketten. Fra kulturmedarbejder Kirsten Kroghs bord koordineres begivenhederne, lige fra de indledende idémøder til at få folk sat i forbindelse med hinanden og til de endelige arrangementer. Det er også herfra alt PR-arbejdet foregår.
Ved præsentationen af Kulturrakettens 2005-program blev Kirsten Krogh og Bo Jacobsen da også takket for deres indsats af formanden for Børne- og Kulturudvalget Kaj Agerskov.
– Det er flot at Kulturraketten nu er klar for 6. gang og med så stor opbakning. Men det bedste er måske, at det er noget, der er blevet lagt mærke til, ikke kun i Nørre Djurs, men også resten af Djursland, Kulturministeriet, Indenrigsministeriet og endda amtet har set, hvad der foregår herude, sagde Kaj Agerskov med henvisning til bevillingen på en halv mio. kr. til projekt Liv i Forsamlingshusene, der tager udgangspunkt i Kulturrakettens kulturcaféer.

Kilde: \Skrevet af Marianne Svit I Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs D. 13-01-2005

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam