Kulturkoordinator Katrine West fra Destination Djursland har forlængst opdaget, at man kan bruge Netavisen til at få sine budskaber ud til offentligheden. Hun var én af folkene bag den kæmpestore succes med Ebelfestival i efterårsferien, og arbejdet med dette års genopfølgning skal snart i gang. Derfor skriver hun følgende:
Der var ikke skygge af tvivl hos hverken styregruppe eller aktører, da Ebelfestival 2004 skulle evalueres: Ebelfestival i Ebeltoft bør være en årligt tilbagevendende begivenhed. Med bred opbakning fra kultur- og fritidsliv, erhvervsliv, foreninger, museer, institutioner og Ebeltoft Kommune - og med 17.000-20.000 besøgende - har den første Ebelfestival været en ubetinget succes. Forberedelserne til Ebelfestival 2005, der afholdes fra 14. til 22. oktober, er da også i fuld gang.
Årets postkort er trykt og vil snart kunne ses i byens butikker og på turistbureauet. Det er desuden allerede uddelt til et betragteligt antal nordmænd på Reiselivs-messen i Oslo. Kortet prydes af et foto af Finn Lynggaards smukke og festlige æblefad, der vandt Glasmuseets muntre Ebel-konkurrence.
Der er endvidere sat dato på det første møde for festivalens aktører. Det finder sted torsdag den 24. februar i Sognegården. Sidste års aktører vil modtage en indbydelse til mødet - men alle, der har lyst til at bidrage til festivalens aktiviteter, er naturligvis velkomne.
Styregruppen har måttet sige farvel til et par medlemmer, heriblandt direktør Erling Rasmussen, der i øvrigt netop har modtaget en Lodvig for sin indsats som igangsætter af Ebelfestivalen. Også direktør Niels Vester, der har forladt sin stilling på Hotel Ebeltoft Strand, og direktør Fanny Posselt fra Kontutto er gået ud af til styregruppen.
Til gengæld har gruppen optaget et par nye medlemmer og består nu af Herluf Ravn og Walter Møller fra Rotary, producer Eva Madsen, ungdomsskoleleder Jonna Ravn, handelsstandsforeningsformand Hanne Sloth, museumsinspektør Jakob Vedsted, børne- og kulturchef Søren Valbak og kulturformidler Katrine West.
Festivalen vil selvfølgelig ligesom sidste år have æblet som sin vigtigste inspirationskilde, og der vil være udfordringer til alle fem sanser. Den nye styregruppe satser således på endnu en festlig og sund uge fuld af nyplukkede æbler, æblemost, æblekager, æbletræer, æblespecialiteter, æblepyntede vinduer og røde æblekinder - og med masser af spændende arrangementer.
Kilde: Skrevet og indsendt til Djurslands Netavis d. 13. januar af Katrine West fra Destination Djurslan
Rex