NIMTOFTE – Efter ti år som fodplejer fik hun sidste år papir på, at hun må kalde sig statsautoriseret fodterapeut.
Vinnie Kejser Sørensen, 44, bor dør om dør med sin mor, Lilli Kejser Sørensen, på Eskebakken i Nimtofte, og det har sine fordele, når man nu har beslægtede arbejdsområder. Datteren har privatbolig på første sal, medens mor holder til i underetagen.
Lilli Kejser Sørensen, 63, har arbejdet med alternativ behandling i 23 år, medens Vinnie altid har været koncentreret om folks fødder. Hun fuldførte sidste år uddannelse som statsautoriseret fodbehandler på Randers Tekniske Skole.
Fodterapi handler om forebyggelse og behandling af fodlidelser ydet af en statsautoriseret fodterapeut. Autorisationen er patientens garanti for fodterapeutens anerkendte uddannelse og dermed behandlingens kvalitet.
I underetagen har de begge hver deres klinik, men de understreger flere gange i løbet af samtalen vigtigheden af at holde tingene adskilte. En fodbehandler med statsautorisation må ikke dele klinik med alle og enhver. Reglerne er skrappe, og kun medlemmer af Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter kan tilslutte sig overenskomsten med sygesikringen.
Hvad kan en statsautoriseret fodterapeut, som en fodplejer ikke kan?
- Som statsautoriseret fodterapeut har jeg lært at lave indlæg. Det gør en fodplejer ikke, og det er det, der har været det spændende i det for mig. Nogle mennesker har fejlstillinger, det som man også kalder platfod, så de ikke kan komme af sted så hurtigt. Ved at rette det op, er man hjulpet meget og kan igen komme hurtigere af sted, forklarer Vinnie Kejser Sørensen.
Hun kan hjælpe mange med at rette deres fødder op via indlæg, men i nogle tilfælde må hun henvise til en ortopæd eller en håndskomager for at få bugt med problemet.
I det halvandet år, som det tog at uddanne sig til statsautoriseret fodterapeut, tog hun af sted tidligt om morgenen og kom først hjem sent på eftermiddagen.
- Herefter havde jeg så de kunder, som jeg havde i forvejen, så det var lidt hårdt, men også spændende, siger hun.
Nat og dag
Både mor og datter har altid åbent om det er nat eller dag, også i weekenderne.
- Der skal ikke være nogen, der har ondt, hvis jeg kan gøre noget til det, men få det nu ikke til at lyde som om vi arbejder mere end så mange andre. Vi arbejder bare forskudt, siger Lilli Kejser Sørensen.
Alternativ behandler er for mange et vidt begreb, men i Lilli Kejser Sørensens tilfælde dækker det over, at hun hovedsagligt beskæftiger sig med zoneterapi og massage.
- Jeg arbejder også med øreakupunktur, laserterapi, el-terapi, dybdevarmere, blodtypediæt og kosttilskud. Jeg har bygget behandlingsformer på efterhånden. De seneste er blodtypediæt og kosttilskud, hvor vi nu er blevet godkendt af Fødevareregionen til selv at måtte lave vores blandinger, forklarer hun.
Kan I supplere hinanden ?
- Ja, meget. Der er mange kunder, der kommer ind til Vinnie for at få ordnet fødder, hvorefter de kommer ind til mig eller omvendt. Kommer man ind til Vinnie, kan man få meget, for hun har også taget en uddannelse som zoneterapeut, kosmetolog samt en uddannelse i phytoterapi*. Det er en uddannelse indenfor urter. Hun er utrolig bredspektret. Så når folk kommer ind af døren, så kan de få både fodpleje, en dybderensning, zoneterapi, massage og el-terapi. De kan få så meget, at nogle nogen gange har været her både to og tre timer, siger Lilli Kejser Sørensen.
- Når jeg arbejder med behandlingsformer ud over det statsautoriserede område, så foregår det i min mors klinik her ved siden af. I min klinik må der kun behandles fødder, og det er meget vigtigt at præcisere, at det foregår i to forskellige rum, fordi jeg ellers mister min autorisation. Min mor og jeg kører også hver vores økonomi. Vi skal holde tingene adskilt, tilføjer Vinnie Kejser Sørensen.
God forretning
En behandling koster 275 kroner, hvis det er zoneterapi og 250 kroner, hvis der er tale om en fodbehandling.
I konkurrerer ikke på prisen?
- Nej, det gør vi ikke og slet ikke indbyrdes. Den normale pris her ude på landet ligger på 275 kr. for en behandling. Selvfølgelig laver man også tilbud en gang imellem, og så går man naturligvis i en periode ned i pris. Der er altid nogle, dem vi i branchen kalder for køkkenbordsterapeuter, som vil arbejde for 100 til 150 kr. i timen. Det har vi aldrig gjort og vil heller aldrig komme til det. Det vil vi overhovedet ikke have noget med at gøre, men vi har hver vores gode forretning, som vi er yderst tilfredse med, siger Vinnie Kejser Sørensen.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 14-01-2005
Rex