KOLIND - Midtdjurs Fysioterapi i Gammel Kolind omdannede sidste år virksomheden til et Sundhedshus med en zoneterapeut og en massør til at komplettere fysioterapeuterne. Nu er der her ved årsskiftet også kommet en kostvejleder til.
Det er Annie Rasmussen, 51, som er flyttet til Ryomgård efter at have boet mange år i Sverige. Hun er uddannet økonoma og har senere gennemført en toårig uddannelse som kostvejleder, medens hun virkede og arbejdede hos vores svenske naboer.
Jeg har i 12 år arbejdet som diætist og diætkok på Steinersygehuset Vidarklinikken syd for Stockholm, fortæller Anni Rasmussen.
På Vidarklinikken behandlede man for alle mulige sygdomme, men altid ud fra en grundtanke om kosten som et redskab til at gøre folk raske.
- Jeg medbringer derfor nogle praktiske erfaringer om kostens betydning for vores dagligdag, som jeg naturligvis vil gøre brug af i mit arbejde i Sundhedshuset, siger Annie Rasmussen.
Ikke religiøs
I de senere år har hun især interesseret sig for overvægt og blodsukkerproblemer, og de mange nye teorier, som bliver ført frem på markedet med god råd om, hvordan man undgår overvægt eller kan mindske den.
- Jeg har på ingen måde en religion, som jeg skal have folk til at tro på, men jeg har som mange andre selv haft nogle problemer og har nu en tydelig fornemmelse af, hvad jeg skal spise. Mit budskab er blot, at vi skal være opmærksomme på, at det vi spiser påvirker os. Det er jo grotesk nogle gange at opleve, at der er mere fokus på kosttilskuddet til ens hunde og katte end på det man selv putter i munden.
Annie Rasmussen har udgivet en bog om sine teorier om overvægt. Den hedder ”Livsglad eller bare glad for mad” og kan bestilles hos hende.
Individuel vejledning og kurser
Hendes arbejde i Sundhedshuset vil bestå af både individuel vejledning, foredrag og kurser. Det kan foregå med udgangspunkt i Sundhedshuset, men Annie Rasmussen tager også ud af huset og vil også gerne i kontakt med virksomheder, skoler, børnehaver, ældrecentre o. lign, som godt vil lægge øre til hendes syn på rigtig kost og ernæring.
En kontakt til Sundhedshuset i Gammel Kolind vil give et overblik, hvornår Annie Rasmussen har planlagt sin kurser. Det første er startet. Det har samme overskrift, som hendes bog ”Livsglad eller bare glad for mad” og tager afsæt i denne. Interesserede kan godt nå at koble sig på eller vente til februar eller marts, hvor nye hold er planlagt til at starte op med samme overskrift.
Handler om vilje
For Annie Rasmussen er det en selvfølge, at vi både kan gøre os selv syge og raske gennem den mad, vi spiser. Det handler om at prioritere kvalitet frem for kvantitet.
- Vi spiser for at leve, og mit mål er at få folk til at indse, at hvis vi prioriterer anderledes end vi gør i dag, kan vi forbedre vort fysiske og psykiske velbefindende radikalt og samtidig undgå overvægt. Det handler om langsigtede ændringer, og man skal regne med, at det tager mindst et par år, inden man helt har vænnet sig til en anden kost, men vil du, så kan du, siger Annie Rasmussen.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 14-01-2005
Rex