Et nærtstående familiemedlem har skrevet følgende mindeord om en kvinde, der levet det meste af sit liv i Nordjylland, men som bevarede sin tilknytning til fødeegnen omkring Grenå hele livet. Han skriver følgende om Erna Lykke Andersen fra V. Hassing i Nordjylland:
Hun var født Toubro og stammede fra Lund ved Trustrup. Som ung lærte hun damefrisørfaget hos frk. Herbst i Grenå, men efter giftermålet med Jørgen Lykke Andersen fra Toldstrup ved Grenå, blev hun landhusmor på heltid. De første år på en forpagtet gård i V. Kraghede ved Tylstrup. Senere, i 1960, købte familien Møllegården i Stae mellem Nørre Sundby og Hals.
For nogle år siden, da kræfterne aftog, solgtes jorden fra. En datter og svigersøn flyttede ind på Møllegården, mens Erna og Jørgen flyttede i villa i V. Hassing tæt ved.
Erna døde efter et par års kræftsygdom.
Erna bevarede livet igennem tilknytning til Grenå-egnen og Djursland. Hun besøgte jævnligt familie og venner og havde – trods de mange år i Nordjylland – fortsat bred berøringsflade til egnen.
Erna var det elskeligste menneske på jord. Hjælpsom, imødekommende og gæstfri. Trods travle arbejdsdage havde hun altid overskud til at være noget for andre.
Hun efterlader sin mand, tre døtre og fem børnebørn.
De to døtre og deres familier bor tæt ved, den tredje datter i Trekant-området.
Ved en smuk højtidelighed er Erna begravet fra kirken i V. Hassing. Kirken var fyldt, og ved det efterfølgende mindesamvær blev Ernas store medmenneskelige egenskaber fremhævet på smukkeste vis.
Kilde: Skrevet af Jørgen Toubro fra Hadsund i Randers Amtsavis d. 18. januar
Rex