Udlændinge-sagerne trækker så store veksler på den lokale politistyrke at det går ud over indsatsen på andre områder
Tilstedeværelsen af hele to Røde Kors-asylcentre i Grenaa Politikreds - ét i Grenaa og ét i Ebeltoft - trækker så mange ressourcer ud af Grenaa Politi, at det går ud over den kriminalpræventive indsats i forhold til områder som vold og spritkørsel. Det konstaterede politimester Jens Wacher tørt i sin årsberetning ved den årlige nytårsparole på Grenaa Politigård. Den blev afholdt tirsdag den 11. januar.
– Ved Grenaa Politi’s nytårsparole på Grenaa Politigård tirsdag i sidste uge, kunne politimester Jens Wacher tildele vicepolitikommissær Boje Østgaard politiets hæderstegn for 25 års god tjeneste i po
|
Behandlingen af udlændinge-sager koster os efterhånden rigtig mange kræfter. Efter lukningen af asylcentre i Randers er antallet af asylansøgere, hvis sager nu skal behandles her i politikredsen, steget ganske betydeligt. Dels er antallet af asylansøgere i vore to asylcentre eksploderet til 375 ved årsskiftet 2003/2004, mens det i begyndelsen af 2001 var nede på beskedne 45. Det bør i den forbindelse nævnes, at der er adskillige ekspeditioner i de enkelte sager, sagde Jens Wacher.
Og med »ekspeditioner« mener han forskellige politi-opgaver i forbindelse med håndtering af asylanøgere. Det være sig korrespondence/sagsbehandling frem og tilbage mellem Udlændingestyrelsen og politiet. Plus det, at det også er politiets opgave at forkynde diverse meldinger/afgørelser til den enkelte asylansøger. I forbindelse med afslag om asyl, kommer politiet også ind i billedet derved, at asylansøgeren skal sendes ud af landet igen. Også det er noget politiet skal klare. Problemet var til at håndtere, hvis politiet så havde fået tilført ekstra ressourcer til at klare netop dette ekstra-arbejde. Men dette er ikke sket. Tværtimod - inden for de seneste år er den lokale politistyrke blevet barberet ned fra 59 til 56 politi-ansatte.
– Som billedet tegner sig i øjeblikket, er der ikke udsigt til, at denne voldsomme arbejdsbelastning med udlændingesager vil ændre sig til det bedre indenfor en overskuelig fremtid. Selv om Rigspolitichefen ved flere lejligheder er blevet gjort opmærksom på den utilfredsstillende situation, har det hidtil ikke været muligt at få tilført yderligere ressourcer, berettede Jens Wacher.
Flexpatrulje er
blevet nedlagt
Som en følge af denne anstrengte personalesituation har det været nødvendigt at indstille den såkaldte flexpatrulje, da der ikke længere var - eller er - personale nok til at bemande den.
– Når flexpatruljen opererede var den et meget vigtigt element i den tryghedsskabende politi-patruljering. Navnlig i kraft af, at den med meget kort varsel kunne indsættes, når der opstod akut behov herfor. Det øgede ressource-forbrug til behandlingen af udlændingesager - samt suspension af flexpatruljen - vurderes at have haft en ikke ubetydelig indflydelse på det øgede antal voldssager, hvor vi kan konstatere en stigning på 10% o 2004 i forhold til 2003. Der har således ikke været de nødvendige forudsætninger for at kunne levere en tilstrækkelig indsats i de miljøer, hvor voldssagerne erfaringsmæssigt udspiller sig, sagde Jens Wacher.
Et fald i antallet af spiritus- promillekørsler på 14% var heller ikke ligefrem noget, der kunne formilde politimesteren.
– Normalt bør man glæde sig over, at antallet af straffesager inden for et givet område falder. Efter min opfattelse gælder det imidlertid ikke for spiritus- og promillekørsel. Det er vurderingen, at der fortsat er mange, som dagligt kører i spirituspåvirket tilstand. Disse farlige spritbilister får man imidlertid kun fat i gennem en effektiv, målrettet og opsøgende politi-indsats. Er der ikke personale til en sådan vigtig indsats, vil man opleve, at sagstallet falder, uden at det reelt dækker over en nedgang. Jeg frygter også, at den hidtidige positive udvikling omkring indbrud i fritidshuse risikerer at forandre sig til det værre, såfremt bemandingen ikke ændrer sig, sagde politimesteren.
Stort fald i antallet
af fritidshus-indbrud
En stor indsats gennem de senere år rettet mod indbrud i fritidshuse, må således siges at have båret frugt, kunne Jens Wacher notere sig med tilfredshed.
– For nogle år siden var antallet af indbrud i fritidshuse oppe på så vidt jeg husker cirka 600 i de omkring 13.000 sommerhuse, der er i politikredsens fire kommuner. Det var ganske uacceptabelt og fortjente derfor en særlig opmærksomhed. I forhold til 2003 er antallet af anmeldte indbrud i fritidshuse fortsat faldet - nu seneste med ikke mindre end 30%, og er nu nede på 213 anmeldte indbrud i 2004. Det må noteres som meget tilfredsstillende, at det ved en målrettet indsats over årene er lykkedes at vende udviklingen så markant, sagde Jens Wacher, der også kunne glæde sig over, at man det forgangne år heldigvis også havde været forskånet for de aller alvorligste straffesager. Antallet af overtrædelser af straffeloven faldt da også generelt - med 12,5% - fra 3.767 sager i 2003 til 3.297 i 2004. Antallet af røverier og færdselsdrab faldt også ganske markant i 2004. Røverier med 30% fra 10 til 7, og færdselsdrab med 60% fra 10 til 4.
Vagtfællesskabet med Århus Politi, som blev omtalt i artikel-form i sidste uges udgave af Grenaa Bladet, fik også et par ord med på vejen af politimesteren ved nytårsparolen.
– Vi står foran igangsætning af et prøve-samarbejde med politiet i Århus omkring fælles vagthavende ugens første fire nætter. For at undgå, at der opstår misforståelser, skal det endnu engang pointeres, at det fortsat vil være lokale medarbejdere, der bemander patruljevognene her i politikredsen. Den medarbejder, der kan spares i Grenaa ved ordningen, har vi betinget os - og fået tilsagn om - forbliver i politikredsen, hvor han tænkes anvendt til udadvendt arbejde - frem for at sidde og passe telefonen i perioder, hvor der erfaringsmæssigt er stille, sagde Jens Wacher i den forbindelse.
– Ved Grenaa Politi’s nytårsparole på Grenaa Politigård tirsdag i sidste uge, kunne politimester Jens Wacher tildele vicepolitikommissær Boje Østgaard politiets hæderstegn for 25 års god tjeneste i politiet.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex