TOGTRAFIK – Grenåbanen/Århus nærbane blev genåbnet 16. januar 2005 efter omfattende renovering og opgradering, som bl.a. indebærer indførsel af et nyt togstop system (ATP), der sikrer at togene ikke kan køre forbi signaler, som viser stop
Af lokomotivfører Lars Mielec, Århus
Der er også lavet nye overkørselsanlæg, og enkelte overkørsler/overgange er blevet fjernet. Der er lagt 17 kilometer nye skinner, skiftet jordbund, renset op og justeret på resten af strækningen mellem Århus og Ryomgård. Alt dette betyder, at hastigheden kan hæves markant fra Østbanetorvet i Århus til Ryomgård. Her øges hastigheden fra 75 km/t, til 100 km/t, og fra Århus H. til Østbanetorvet, hæves hastigheden til 50 km/t, mod tidligere 40 km/t. Samtidig er flere perroner blevet forlænget, så det nu bliver muligt at køre med to sammenkoblede togsæt. At dette sker i 25 året for nærbanens oprettelse beror mest på en nødvendig renovering, samt på de samfundsmæssige krav om hurtigere togforbindelser på Djursland. Der renoveres og opgraderes desværre ikke på strækningen mellem Ryomgård og Grenå, og derved opnås den optimale tidsgevinst mellem Århus og Grenå, beklageligvis heller ikke, ligesom det heller ikke bliver muligt at genåbne Thorsager som trinbræt.
Heller ikke sporstykket mellem Grenå station og Grenå havn fornys, hvilket ikke falder helt i tråd med den igangværende udvidelse af havnearealerne i Grenå.
I starten bliver banen betjent af renoverede MR tog i nyt design, men de bliver efterhånden afløst af nyt materiel.
Hans Broge
Oprindeligt blev ”hovedbanen” på Djursland bygget i 1874 fra Randers til Ryomgård, og videre til den isfrie havn i Grenå. Men en kreds af borgere i Århus, med storkøbmand Hans Broge i spidsen, var bange for, at Randers skulle overhale Århus, og blive det nye handelscentrum i Østjylland. Derfor valgte man i 1876 at anlægge en jernbane fra Ryomgård til Århus, og de to baner blev lagt sammen i 1877 under navnet Østjyske Jernbaneselskab (ØJJ). Men glæden varede kort, for i 1881 var privatbanen ØJJ tæt på konkurs, og banerne blev lagt ind under Jysk – Fynske Jernbaner, og fra 1885 under DSB. Her virkede banen som en statslig sidebane med både person og godstransport, mellem Grenå og Århus Østbanegård, det vil dog sige at godsvognene blev rangeret til Århus Hovedbanegård, mens passagerer til hovedbanegården måtte skifte tog. Gennemgående tog mellem Grenå og Århus H., blev først en realitet i 1932.
Fra 1925 til 1938 oprettede man en bybane mellem Skolebakken i Århus og Risskov/Lystrup, og denne trafik foregik med små benzindrevne motorvogne. Driften blev genoptaget i perioden fra 1942 og frem til 1949, på grund af krigen og mangel på brændstof, så de små tog var udstyret med gasgenerator frem til 1946.
Nærbanen
Men i 1971 fik Århus borgmester Bernhard Jensen en idé som var ganske ny, man skulle etablere en nærbane på Djursland, og efter en masse bagstræb, blev nærbanen mellem Århus og Hornslet indviet 4. august 1979, som et samarbejde mellem Århus kommune, DSB og Rosenholm kommune. Der blev anlagt/genåbnet syv standsningssteder, og der blev indsat nye motortog litra MR, ligesom der blev indført enmandsbetjening (kun lokomotivføreren i toget), og billetautomater til selvbillettering. Kontrol af billetter ville foregå som stikprøvekontrol, kendt fra Århus sporvejes busser. Der blev indført ”stiv” køreplan, med tog til Hornslet hver time, hver halve time i myldretiden, og to – timedrift helt til Grenå.
Nærbanen blev en succes lige fra starten, og det ses klart i passagertallene, som afslører, at i hele 1978 kørte ca. 86.000 passagerer på Grenåbanen, men efter fem måneder med nærbane i 1979 var tallet 264.892 betalende rejsende. Tallene er hentet fra DSB, Driftsområde Århus.
I dag transporterer toget omkring 950.000 betalende rejsende til og fra Djursland, og dette tal forventes at ville stige med den højere hastighed og med ny forbedret køreplan.
Nye udfordringer
I dag er størstedelen af trafikken på Grenåbanen persontransport, da der kun kører enkelte godstog med aluminium mellem Grenå og Tønder, og transporten af post med tog mellem Torsøvej og Odense/København også er indstillet.
Også tidligere tiders enorme trafik og rangering med tog på både Nord og Sydhavnen i Århus er næsten ophørt, en udvikling man kun kan begræde.
Her i starten af januar 2005 begyndte så prøvekørslerne af de nye sikringsanlæg og af det nye togstopanlæg, så både materiel, fjernstyringscentralen i Århus, og lokomotivpersonalet er helt klar til de nye udfordringer på Århus Nærbane/Grenåbanen.
Lidt nostalgi…MO tog passerer trinbrættet i Koed i 1978.
Kilde: skrevet i lokalavisen Nørre- Midtdjurs 20-01-2005
rex