MIDTDJURS – Midtdjurs Kommune og Psykiatriteamet i Enghuset i Kolind har igangsat tre lokale tilbud om deltagelse i netværksgrupper, hvor formålet er at møde ligesindede og tale om fælles erfaringer og problemer.
De tre tilbud kører uafhængigt af hinanden, og det drejer sig om følgende netværksgrupper:
1. Pårørende til psykisk syge
2. Mennesker, der har fået kræft
3. Mennesker, der er ramt af angst eller depression.
Hjælp til selvhjælp
- At være med i en netværksgruppe kan hjælpe mange mennesker ved vi, fordi man bliver bedre til at tackle problemerne, når man hører og lytter til andre mennesker i samme situation. Det sociale element har meget stor betydning, fordi mennesker i de nævnte situationer meget let isolerer sig og bliver alene med deres problemer, siger Peter Sørensen, socialrådgiver hos Midtdjurs Kommune.
Sammen med Joan Stæhr og Jytte Steffensen er Peter Sørensen folkene bag grupperne. En slags tovholdere, der sørger for det praktiske og hjælper til med, at alle deltagere får udbytte af samværet.
- Formålet med grupperne er at give alle deltagere mulighed for at snakke med nogen om deres oplevelser i forbindelse med sygdom, at have kontakt med andre i samme situation og at give et frirum og et fortrolighedsrum. Det vil ruste dem til at komme videre i hverdagen, forklarer Jytte Steffensen.
Mandage og tirsdage
De tre grupper er allerede begyndt.
Pårørendegruppen mødes mandag aften i alle ulige uger. Pårørende er du, når du har et psykisk sygt barn eller en forælder, søster eller bror, ægtefælle eller samlever i samme situation.
”Ca. 20 procent af alle danskere oplever på et tidspunkt at blive ramt af en psykisk sygdom, og endnu flere oplever at have et familiemedlem, der får psykiske problemer”, står der at læse i den lille brochure, som er udgivet i forbindelse med netværksgruppens etablering. Brochuren kan fås hos egen læge, på Rådhuset og hos Hjemmeplejen.
Det samme kan naturligvis også de brochurer, som beskriver de to øvrige gruppers funktion mere udførligt.
Netværksgruppen for mennesker, der er ramt af kræft, holder møde hver mandag eftermiddag i Enghuset i alle lige uger. Gruppen henvender sig til alle kræftramte uanset om man er i behandling, venter på samme eller afventer en undersøgelse.
Gruppen bliver ledet af sygeplejerske Lotte Jensen fra Kræftens Bekæmpelse.
Den sidste gruppe for mennesker, der er ramt af angst eller depression mødes hver tirsdag aften en god time før spisetid i Enghuset.
Det første skridt
- Vi ved, at det første skridt for mange vil være at erkende, at de har behovet for at snakke med andre i samme situation, men tager man først skridtet og kommer med, vil de fleste også kunne profitere af at være i en netværksgruppe, siger Peter Sørensen.
Alle interesserede kan kontakt en af de nævnte tre igangsættere enten i Enghuset eller hos Midtdjurs Kommune.
Kilde: skrevet af Lars Normann Thomsen i lokalavisen Nørre- Midtdjurs 20-01-2005
rex