Fredag den 28. januar 2005 inviterer Danske Banks 39 afdelinger i Østjylland alle kunder og andre interesserede til Åbent Hus. I Grenaa foregår det i Danske Bank Grenaa-Afdeling på adressen Storegade 5.
Danske Bank har i alt 480 ansatte i Østjylland, og kan via Aarhus Privatbank skrive sin historie tilbage til 1871. I Grenaa har afdelingen eksisteret siden 1904 på Storegade 5. Først i form af »Grenaa Handels- og Landbrugsbank«.
– Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at banken har en solid lokal forankring. 80 procent af kollegerne har arbejdet 16 år eller mere i Danske Bank. Medarbejderne bor og arbejder i området. Mange deltager i foreningslivet og er aktive i lokalmiljøet, siger filialdirektør Johnny Kjærgaard, Danske Bank i Grenaa.
Danske Bank i Østjylland omfatter Djursland og går derfra videre syd om Randers. Mod vest afgrænses området af en linie mellem Silkeborg og Ikast og slutter i syd med Skanderborg og Odder.
– Formålet med Åbent Hus-arrangementet er selvfølgelig at vedligeholde og styrke det tætte forhold til kunderne. Medarbejderne glæder sig til arrangementet, der foregår fra klokken 14-16. Vi byder på lidt at spise og drikke, og der vil være konkurrencer med flotte præmier. Har man spørgsmål om økonomien, er vi naturligvis også parate til at hjælpe med det, siger Johnny Kjærgaard.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex