Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Den kommunale madservice og hjemmehjælp har været genstand for en brugerundersøgelse

Grenaa Kommune har i december 2004 gennemført en brugerundersøgelse af hjemmehjælpen og madservicen. Formålet med undersøgelsen har været at følge op på byrådets kvalitetsstandard for hjemmehjælp og madservice.
Dermed er undersøgelsen et led i Grenaa Kommunes løbende kvalitetsudvikling af pleje og omsorg i kommunen.


Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse, der er foretaget blandt modtagerne. Undersøgelsen har haft en svarprocent på henholdsvis 67% for hjemmehjælp og 75% for madservice.
Resultatet af undersøgelsen viser en generel tilfredshed med hjemmehjælpen. Modtagerne oplever særligt, at de får den hjælp som er aftalt med kommunens visitatorer. Medarbejderne i hjemmeplejen tager hensyn til modtagernes vaner og husorden, og modtagerne er meget trygge ved de medarbejdere, der kommer i deres hjem.
Når det gælder fleksibel hjemmehjælp viser undersøgelsen, at kun få modtagere bruger ordningen.
– Der kan være to årsager hertil - enten får borgerne kun den nødvendige hjælp, eller også mangler de kendskab til ordningen. Pleje- og omsorgsafdelingen vil derfor i forbindelse med udsendelsen af en ny samarbejdsbog til alle modtagere, lave en informationskampagne vedrørende fleksibel hjemmehjælp, siger Pierre Vassard fra Pleje- og Omsorgsafdelingen.
– Blandt de adspurgte oplever en del modtagere, at hjælpen bliver flyttet af leverandøren og at de ikke får tilbudt et erstatningsbesøg. Endvidere er vi klar over, at vi ikke er topscorere, når det gælder få medarbejdere i modtagernes hjem. Undersøgelsen viser dog, at vi er bedre end myten om, at det ofte er en ny medarbejder. Alligevel skal vi gøre det bedre. I 2004 blev der implementeret et nyt IT-system, som skal være med til at sikre en god planlægning af hjælpen og dermed være med til at rette op på problemet. Pleje- og Omsorgsafdelingen vil derfor i den kommende tid følge udviklingen meget nøje, siger Pierre Vassard, og fortsætter:
– Undersøgelsen viser også, at modtagerne i mange tilfælde oplever, at de ikke deltager i opgaveløsningen. Vores kvalitetsstandard skal derfor udvikles. Der skal fokus på at skabe de nødvendige rammer for, at den enkelte medarbejder får større frihed til at organisere hjælpen sammen med modtageren. På den måde bliver vi bedre til at tage hensyn til modtagerens behov, får mere tilfredse borgere og mindre stressede medarbejdere, siger han.

Stor tilfredshed
med madservicen

Blandt de borgere, som benytter madordningen, er der meget stor tilfredshed. Modtagerne oplever, at maden er varm, den er god og veltilberedt, og portionerne har en passende størrelse.
– Det kommende år vil vi derfor skulle koncentrere os om at udvikle de eksisterende og nye tilbud, siger Pierre Vassard.
Vinderen af lodtrækningen i den konkurrencen, som er blevet udskrevet i forbindelse med brugerundersøgelsen, blev Else Holtum Rasmussen, som blev udtrukket af Ældrerådsformanden Svend Erik Christiansen. Præmien var en flot købmandskurv, som blev overrakt af formanden for Voksen- og Fritidsudvalget i Grenaa Kommune, Erik Hoberg, onsdag i sidste uge. Det foregik på Grenaa Rådhus. Else Rasmussen var selv forhindret i at møde op, og sendte i stedet sin husbond, Knud Rasmussen, som substitut.
Ved den lejlighed sagde Erik Hoberg også et par ord om brugerundersøgelsen.
– Vi har samlet set fået 67% af spørgeskemaerne retur, og det synes vi faktisk er et utroligt flot tal. Men det er også utroligt vigtigt, at vi får så mange svar som muligt, fordi jo flere besvarelser, jo mere retvisende et billede får vi af, hvor godt vi gør det på det her område, og hvor det eventuelt er nødvendigt med en ekstra, eller blot anderledes, indsats for at forbedre service-niveauet. Det mest positive ved undersøgelsen er naturligvis, at hele 90% erklærer sig tilfredse med madordningen. Som køkkenleder/personale ville jeg være utrolig stolt over en sådan tilbagemelding. Også vedrørende hjemmehjælpen er der en stor grad af tilfredshed, omend undersøgelsen også viser kritik-punkter, siger Erik Hoberg, og fortsætter:
– Blandt andet bruges den fleksible hjemmehjælp ikke i særligt stort omfang, og der skal vi måske ud og informere - både overfor personale og brugere - at det altså er en mulighed, det at bytte sig til en anden opgave, end den man er visiteret til. Dog fortsat under skyldig hensyntagen til det fagligt forsvarlige i opgave-bytningen, sagde Erik Hoberg

Mange ansigter
ikke af det gode

En ting som antallet af forskellige hjemmehjælpere ude hos den enkelte hjemmehjælps-modtager, var noget, som man fra kommunens side forventede at få en del kritik for via brugerundersøgelsen.
– Vi har nok frygtet stor utilfredshed på dette område, men helt så galt er det ikke gået, omend det er noget, som vi får nogle hug for. Selvfølgelig vil man helst have, at det er den samme hjemmehjælper, der kommer hver gang, men det er faktisk ikke muligt, idet en hjemmehjælper jo kan være helt og aldeles lovligt undskyldt fra at møde på arbejde i forbindelse med sygdom, ferie, kurser, børnepasning med videre. Det er jo nogle forhold, som vi som kommune hverken kan eller vil pille ved. Men et nyt IT-system på området skulle gerne medføre, at den enkelte oplever så få forskellige ansigter som overhovedet muligt. Det vil sige; er det ikke den faste hjemmehjælper, der kan komme, ja så er det i vid udstrækning en fast afløser, der kommer i stedet. Vi kan ikke love, at der kun bliver tale om to ansigter pr. hjemmehjælps-modtager, men det er det vi vil stræbe efter at kunne tilbyde, siger Erik Hoberg, der med stor glæde har kunnet notere sig, at modtagerne af hjemmehjælp er meget trygge ved det personale, som kommer ind i deres hjem.
– Stor ros til personalet for at skabe denne tryghed ude hos modtagerne af hjemmehjælpen. Det bekræfter mig blot endnu engang i, at vi også på dette område råder over et utroligt godt personale. Brugerundersøgelsen har tydeligt vist, at det ikke er dem, som vi behøver at komme efter i bestræbelserne på at gøre det bedre, sagde Erik Hoberg blandt andet.
(Denne artikel er bygget op omkring en sammenfatning af hovedresultatet af undersøgelsen. Sammenfatningen giver et overblik over, hvordan modtagerne af hjemmehjælpen og madservicen oplever kvaliteten. Den endelige rapport vil være færdig medio februar 2005).
Formanden for Voksen- og Fritidsudvalget, Erik Hoberg, kunne i sidste uge overrække en købmandskurv til Knud Rasmussen i forbindelse med en brugerundersøgelse vedrørende kvaliteten af kommunens madservice og hjemmehjælp. Der blev trukket lod blandt alle spørgeskema-besvarelserne, og den heldige vinder blev Else Rasmussen, der var forhindret, hvorfor hun sendte gemalen i stedet.

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam