FODBOLD – På lørdag inviterer både KPI og IF Viking Pindstrup til nytårsappeller i fodbold for herreseniorspillerne.
I Pindstrup bliver det igen Glenn Bach Jacobsen, Pindstrup og Morten Bach Larsen, Auning, der skal varetage trænergerningen.
Pindstrup har tilmeldt hold i serie V og serie VI, og ifølge fodboldformand Claus-Jørgen Busk vil klubben også i år satse på et godt klubliv omkring både træning og kampe.
- Vores mål er at sikre, at der jævnligt spilles fodbold på Pindstrup Stadion, og vi har spillere nok til to hold, siger Claus-Jørgen Busk.
I Kolind er det Lars Norman Thomsen, Ryomgård og Kristian ”Rysse” Rasmussen, Kolind, der kalder til første træningsseance. Begge er nye i KPI sammenhæng.
- Vi håber på fremmøde fra alle gamle spillere og håber også på at se nogle nye i flokken. Vi har en talentfuld trup, som kan meget allerede, men stadigvæk har meget at lære. Blandt andet at alle hold i serie IV skal tages alvorligt, siger Claus Tikær, næstformand i KPI Fodbold.
KPI stiller med hold i serie IV, V og VI. Lars Norman Thomsen skal følge serie IV, medens Kristian ”Rysse” Rasmussen får ansvaret for serie V.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 27-01-2005
Rex