Mandag d. 31. januar afholder Grenaa Gymnasium & HF et stort Ã…bent-Hus-arrangement.
Her kan alle interesserede, både unge og deres forældre, se og høre nærmere om de uddannelser, der udbydes på stedet.
Man forventer, at der nok i år vil være særligt behov for at høre nærmere om, hvad gymnasie- og HF-reformerne indebærer, som træder i kraft fra næste årgang.
Aftenen indledes i festsalen, hvor Rektor Ole Fjord vil byde velkommen og introducere selve strukturen i de nye uddannelser. Herefter vil der være orienteringsrunder, hvor faglærere introducerer selve det faglige indhold i det nye HF og de forskellige studieretninger, der udbydes i gymnasiet. Nu skal de nye 1. g-elever vælge en ud af 10 studieretninger med hvert sit faglige præg, hvor de før blot skulle vælge mellem sproglig og matematisk linie. Efter det første semester, som er et gymnasialt grundforløb ens for alle studieretninger, vil eleverne kunne vælge om med hensyn til studieretning, hvis de ombestemmer sig undervejs i grundforløbet. Selve studieretningsforløbet starter nemlig først efter jul i 1. g. Også HF har fået nyt indhold, og man forventer, at det vil kunne tiltrække mange, som før valgte gymnasiet.
I kantinen vil der være mulighed for at møde fagene »i arbejde«, hvor lærere og elever laver forsøg, viser bøger frem med videre.
Man vil endvidere kunne høre om IB-uddannelsen, den internationale studentereksamenslinie, hvor al undervisning foregår på engelsk. IB er nu et fast tilbud i Grenaa, efter at Grenaa Gymnasium er blevet IB World School. Nu er der 2 årgange af IB på gymnasiet, som både på selve skolen og på kostafdelingen præges af den internationale atmosfære med elever fra mange steder i verden.
Til orienteringsaftenen vil der også være mulighed for at snakke med studievejledere fra både gymnasiet og HF samt skolens IB-koordinator.
Undervejs i aftenen vil der være musikalske indslag, og man håber fra skolens side, at rigtig mange vil møde op mandag aften i næste uge.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex