MIDTDJURS – På onsdag kommer borgmester nummer fire i Midtdjurs Kommunes snart afsluttede historie op at hænge på væggen i byrådssalen.
Ikke i fysisk forstand naturligvis, for den lokale kunstner og politiker Leif Eggert Kristoffersen, Kolind, er langt om længe blevet færdig med bestillingsopgaven, et portræt af partifællen, tidligere borgmester og nuværende kommunalbestyrelsesmedlem Hans Chr. Baltzer (S).
Leif Eggert Kristoffersen, der ikke medtager mellemnavnet, når han optræder i politisk sammenhæng i kommunalbestyrelsen for Socialdemokraterne, havde i første omgang håbet at være færdig med udgangen af april 2004, men opgaven med at få den tidligere borgmester og partikollega overført til et lærred har været en hårdere kamp end ventet.
Leif Eggert Kristoffersen har kun en gang tidligere beskæftiget sig med en lignende opgave. Normalt er det helt andre penselstrøg, som han benytter sig af i sin kunst. Da han troede sig færdig og tæt på den endelige udgave, forlangte Baltzer at få fjernet slips og jakke og noget mere hverdagsagtigt tøj på, så måtte Leif Eggert Kristoffersen i gang med penslerne igen.
Det bliver Midtdjurs Kommunes nuværende borgmester Kim Dalgaard Poulsen (V), som afslører portrættet af Hans Chr. Baltzer, den eneste Socialdemokrat, der nåede magtens kommunale tinde.
Et flertal i kommunalbestyrelsen har besluttet at borgmestre skal portrætteres, når deres embedsperiode er afsluttet. Baltzer kommer op at hænge ved siden af K. Løgstrup Knudsen, Peder Vejsgaard Jensen og Holmer Lund.
Fernisering
Afsløringen af portrættet af Baltzer er samtidig afsættet til en større udstilling på Rådhuset i Kolind af nogle af Leif Eggert Kristoffersens billeder. En udstilling, der kan ses i perioden 27. januar – 11. februar i Rådhuset åbningstid.
I den udsendte invitation fra Midtdjurs Kommune til ferniseringen, skriver Leif Eggert Kristoffersen følgende om sin arbejdsfacon som kunstner:
”Lyset – marken – søen - træet er inspiration til mine oliemalerier, men også kun i starten, for når skitsen er tegnet over på hørlærredet, er det ikke mere den nøjagtige gengivelse, der betyder noget, men mere de abstraktioner, som landskabet giver.
Lag på lag – malet med klud, svamp, spartel og pensel, bygges maleriet op - farverne overtager billedet og er medbestemmende for, hvornår maleriet er færdigt. Der opstår nærmest en dialog imellem mig og billedet, hvor det ikke altid er mig, der bestemmer, hvordan billedets endelige udtryk bliver.
Efter at jeg bestemmer mig for, at maleriet er færdigt – hænges det op på væggen og bliver derefter ”prøvet af” på den måde, at maleriet til stadighed skal være levende og interessant – hvis dette ikke er tilfældet, er der kun én vej – tilbage til atelieret – og males om!
Om tilskueren opfatter mine malerier som mørke, dystre, glade osv. spiller ikke den store rolle for mig – bare de ikke er ligegyldige.”
Faktaboks
Leif Eggert Kristoffersen er født i 1953 i København og er autodidakt billedkunstner.
Han har bla. udstillet følgende steder:
Grenaa Rådhus, Midtdjurs Rådhus, SAKIM udstillinger 1990 – 1997, Sønderhald udstillingen 1991 – 1997, Påskefestivallen i Ebeltoft 1994 – 1997
NÅ’DADA div. Gruppeudstillinger
”Fregatten Jylland”, Ebeltoft
Ebeltoft kunstbygning
Viborg Amtsgård
DSB skolen, København
Langå Kunstforening
Separatudstilling i Djurslands Galleri 1996 og 1997
Separatudstilling i Ebeltoft Kunstbygning
Div. kunstforeninger
Udsmykninger
Midtdjurs Ungdomsskole
Gavlmaleri på SIDs kontorbygning i Ryomgård
Valgt som ”Årets kunstner” i Ebeltoft 1997
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 28-01-2005
Rex