Den 15. november 2005 er der valg til Ældrerådet for de kommende 4 år.
I den anledning har de 4 ældreråd fra henholdsvis Grenaa, Nørre Djurs, Rougsø og Sønderhald kommuner været samlet til fællesmøder den 25. november 2004, og igen den 10. januar 2005, med det ene formål for øje at vælge eet fælles Ældreråd i den nye Norddjurs Kommune.
Der er enighed om at indstille til de 4 nuværende kommunalbestyrelser, at valget alle steder skal afholdes samtidig med regions- og kommunalvalget den 15. november 2005. Det er kommunalbestyrelsernes ansvar, at der udskrives valg til ældrerådene.
Nyt ældreråd med
femten medlemmer
Der er også enighed om, at det nye fælles ældreråd skal have 15 medlemmer, og valget sker så geografisk, at alle områder i den nye storkommune respekteres. Dette kan skabes derved, at der først vælges 4 medlemmer i Grenaa, 3 medlemmer i Nørre Djurs, 3 medlemmer i Rougså og 2 medlemmer i Auning-området. Herefter vil der være yderligere 3 pladser, som fordeles blandt de opstillede kandidater, der har opnået flest stemmer. De kandidater, der ikke opnår valg, bliver stedfortrædere i den rækkefølge, som de har stemmer til.
Der er nedsat en arbejdsgruppe med de nuværende 4 formænd, som skal forhandle med kommunernes administrative gruppe omkring valg, valgsteder og stemmesedlens udformning med videre.
Samtidig nedsættes en arbejdsgruppe, der skal tage sig af at udarbejde forslag til fælles vedtægter. Fra Ældrerådet i Grenaa er udpeget Svend Busse (næstformand) og Svend Erik Christiansen (formand) til arbejdsgruppen.
Næste møde med alle ældrerådsmedlemmerne i de fire kommuner holdes i Grenaa den 9. marts 2005.
Kilde: Grenaa Bladet
rex