Med 2 vidt forskellige arrangementer, men begge af høj kunstnerisk standard, blev der i week-enden taget hul på årets kulturelle overflødighedshorn ved navn Kultur-Raketten. Hér på Redaktionen kan vi i alt fald kun anbefale folk at lade fjernsyn være fjernsyn, når arrangementerne de næste par måneder løber af stabelen.
Calda Kvartetten
|
Det var der faktisk for få, der gjorde, da menighedsrådet ved Glesborg Kirke fredag aften bød på klassisk kirkekoncert af fineste karat. Som før nævnt, skal undertegnede være den sidste til at gøre sig klog på klassisk musik, men netop dét burde jo være anledning nok til at benytte lejligheden, når den så byder sig.
Det viste sig nemlig, at de 4 kvindelige musikere i Calda-Kvartetten var yderst imødekommende over for deres publikum. De tog os ved hånden og førte os ind i en verden af vellyd, så man blot kunne læne sig tilbage og glemme alle sine mulige forbehold.
Pragtfuldt var det at opleve strengeinstrumenter i en kirke. Klassiske koncerter i en kirke er jo ofte orgelmusik, men hvor lød de dog smukt de 2 violiner, bratschen og celloen. Kvartetten viste sig at byde på et sammenspil af sjælden karat. Den indbyrdes forståelse var fin, og kvartettens varemærke – begejstringen – smittede i dén grad af på tilhørerne.
Her var nemlig ikke noget med ”fine fornemmelser” hos de dygtige musikere – en dejlig usnobbet og ligetil måde at præsentere den klassiske musik på. Aftenen bød først på en Mozart-strygekvartet i d-mol – et forholdsvis let tilgængeligt stykke musik. Men resten af programmet bød til gengæld på noget større udfordring med 2 stykker fra 1900-tallet. Det første var én af den danske komponist Vagn Holmboes mange rumænsk inspirerede strygekvartetter, mens koncertens afslutning bød på den amerikanske komponist Samuel Barber. Hans strygekvartet opus 13 har været brugt ved flere amerikanske præsidenters begravelser – fortælles det – og det var virkelig også forunderlig musik.
Sikken en åbning på Kultur-Raketten!
(i morgen fortæller vi videre om Kofoed & Netterstrøm i Rimsø Forsamlingshus)
Kilde: Skrevet af Rex
rex