På en måde er Ingemanns morgenhymne i disse dage rammende for morgensangen på COK - Den Kommunale Højskole i Grenaa. Hver morgen tropper en gruppe vietnamesere troligt op til den fælles start på dagen. De synger måske ikke med, men forholder sig derimod nysgerrigt til mødet med en fremmed kultur. Og det er det, de er der for.
18 vietnamesiske embedsmænd har igennem tre uger modtaget undervisning i at undervise på COK - Den Kommunale Højskole i Grenaa.
|
Højskolen har for tiden besøg af 18 embedsmænd, fra National Academy of Public Administration (NAPA), som er det vietnamesiske indenrigsministeriums uddannelsesinstitution. Vietnameserne er en del af et nationalt opkvalificeringsprojekt, der skal klæde hele den vietnamesiske offentlige sektor på til en gennemgribende reform. Et projekt, der er finansieret af DANIDA-midler og COK står for undervisningsforløbet.
Vietnameserne er på 3 ugers ophold på COK - Den Kommunale Højskole for at blive »undervist i at undervise«. De skal lære om didaktik og voksenpædagogiske metoder i teori og praksis, så de i sidste ende er i stand til at udarbejde undervisningsforløb for kolleger i Vietnam inden for emner som ledelse, organisation og forandring.
– Undervejs bliver det mødet med en ny kultur. I Vietnam er de studerende f.eks. vant til envejskommunikation og undervisning i store auditorier. Det er således nyt for dem, at man kan bruge de studerendes erfaringer i undervisningen og give dem mulighed for at have indflydelse på undervisningens indretning og form. Undervisningen varetages primært af vores egne konsulenter fra Kommunom-uddannelsen, der er brugt som inspiration i udviklingen af undervisningsforløbet, siger Hannah Søborg, der er udviklingschef på COK - Den Kommunale Højskole. Og hun fortsætter:
– Også højskolen drager læring af mødet mellem to kulturer. Det giver god mulighed for at se sig selv udefra og evaluere, hvad der både virker godt og hvad der skal udvikles på. Ligeledes er det sundt, at der rokkes ved den daglige rytme i huset. For eksempel blander vietnameserne sig med højskolens personale i køkkenet, når der skal sættes ris over på deres medbragte riskoger. I restauranten har de deres eget bord pyntet festligt op med vietnamesiske og danske flag. I fritiden er vietnameserne flittige brugere af højskolens net-pc’ere, så der kan sendes e-mails med digitale fotos hjem. Ligeledes benytter de begejstrede højskolens cykler, der kommer omkring på mange, lange ture, fortæller Hannah Søborg
Der var i sidste uge kun en uge tilbage af opholdet, og en delegation fra NAPA ankom i den forbindelse for at være med til at evaluere projektet og give faglig sparring på de undervisningsforløb, deltagerne tager med sig hjem. Allerede nu tegner der sig et billede af et udbytterigt ophold. Så selv om opholdet synger på sidste vers, er der god grund til at tro, at tonerne fra højskolen ikke forstummer, når den medbragte læring skal omsættes til undervisning af kolleger i hjemlandet.
18 vietnamesiske embedsmænd har igennem tre uger modtaget undervisning i at undervise på COK - Den Kommunale Højskole i Grenaa.
Kilde: Grenaa Bladet
rex