MIDTDJURS – Kommunalbestyrelsen skulle i sidste uge tage stilling til et forslag til revideret budget for 2005 som følge af kommunens aktuelle likviditetsproblemer.
Likviditeten i Midtdjurs kommune er som bekendt ikke den bedste, og hvis kommunen fortsat vil være herre i eget hus frem til kommunesammenlægningen i 2007, skal der gribes ind nu. Flere områder havde i 2004 et større forbrug end budgetteret, hvorfor budgettet for 2005 nødvendigvis skal indeholde en indbygget sikkerhed for, at man igen vil stå med en række tillægsbevillinger i slutningen af året. Ser man isoleret på tallene for 2004, skal der findes yderligere ti mio. kroner i indeværende budget.
Det er baggrunden for, at Økonomiudvalgets på mødet 19. januar bad borgmester Kim Dahlgaard Poulsen om at komme med forslag til genåbning af budgettet for 2005. Kim Dahlgaard Poulsen havde til torsdagens kommunalbestyrelsesmøde sat et forslag til revideret budget på dagsordnen og erkendte, at han bevægede sig på den tynde is, da han ikke selv havde kunnet stemme for en vedtagelse af det oprindelige budget i september.
Inden forslaget i dagsordnen kom til debat, fremkom borgmesteren dog med et ændringsforslag, der i sin helhed var knapt så markant, som det oprindelige. I ændringsforslaget var besparelserne på ældreområdet, skoler, daginstitutioner og arbejdsmarkedsområdet taget ud, og den samlede besparelse er reduceret fra 4,4 mio. til 1,3 mio. kroner. Ændringsforslaget lægger samtidig op til, at de enkelte udvalg selv skal prioritere opgaverne og finde besparelser og senest i april fremlægge ansøgninger om negative tillægsbevillinger. Samtlige negative tillægsbevillinger skal tilgå kassebeholdningen.
Claus Rank Jensen mente, at det set i lyset af borgmesterens svære situation var et flot og loyalt arbejde, der blev fremlagt, men ville gerne have tilføjet, at besvarelserne på borgmesterens udsendte høringsskrivelser i begyndelsen af januar fastholdes i relation til institutionernes driftsmæssige dispositioner, således at der fortsat skal udvises maksimal tilbageholdenhed.
Bred opbakning
Ændringsforslaget fik en bred opbakning hele vejen rundt i salen, dog kunne Hardy Vinter være bekymret over, at ændringsforslaget kun indeholder besparelser på 1,3 mio., og bemærkede at de sidste 8,7 mio. kr. var ”som fugle på taget”.
– Vi løser ikke opgaven, men udskyder den til april. Hvis vi venter til påske med at se på resten, kan det kun gå galt.
Svend Erik Johansen støttede ændringsforslaget fuldt ud og opfordrede til en fælles indsats.
–Budgettet for 2005 kan vanskeligt hænge sammen, og derfor skal vi følge borgmesterens opfordring til at rebe sejlene med henblik på at sikre driften på samme niveau som i 2004. Det anslåede beløb er i underkanten, men er dog et skridt i den rigtige retning. Jeg kan kun konkludere, at vi er på rette vej. Vi skal i fællesskab tage udfordringen op. Vi vil selv beholde nøglerne til kommunens økonomi.
Også fra Kim T. Jensen og Henrik Jørgensen var der tilfredshed med borgmesterens ændringsforslag. Kim T. Jensen bemærkede, at mankoen på ti mio. kun var relevant, hvis forudsætningerne for 2005, bl.a. en reduktion af udgifterne til sygedagpenge, ikke holder.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 03-02-2005
rex