I sidste uge fortalte vi om en kreds af borgeres betænkeligheder ved at få for mange lukkede institutionspladser i vores område. Dengang lovede vi at holde læserne orienterede om, hvad resultatet blev af det møde, borgergruppen holdt efter mødet med amt og kommune, hvor de blev spurgt om deres holdning til, at det midlertidige opholdssted på Vestergård nu bliver søgt forlænget med næsten 2 år.
Først og fremmest vakte det nærmest bestyrtelse hos de fleste i borgergruppen, at mødet forleden handlede om en forlængelse til 1. august 2006 + 4 måneders tillægstid – og ikke 2005, som det ellers er fremgået indtil nu af sagens akter. Det blev borgerne først orienterede om på selve mødet samtidig med, at den præsentation af projektets pædagogiske indhold og klientel, som kunne have gjort projektet ”spiseligt” lige fra starten for 18 måneder siden, først blev givet nu, hvor projektledelsen har brug for ekstra 1½ år, før de kan flytte til det planlagte nybyggeri.
På dén baggrund føler borgerne sig ført bag lyset, hvorfor de har besluttet sig for i et brev til kommunen at holde fast i den oprindeligt ansøgte udflytningsdato, nemlig d. 1. august i år.
Da amtet for snart længe siden holdt orienterende møde om planerne for lukkede institutionspladser både på den tidligere Brundhøjskole og det tidligere Dalstrup Centret/Fremtidsbroen, var der også fra starten en del skepsis hos mange borgere. Man frygter, at det kan føre til en eksplosiv udvikling i antallet af ”fængsler” i vores område, der er for fattigt til at kunne sige nej til nye arbejdspladser. Denne frygt blev imidlertid imødegået på bedste vis, da folkene bag i sin tid orienterede. Det blev gjort på en sober måde – og de kritiske røster forstummede. Til gengæld har mange efter dette følt, at med disse 2 nye lukkede institutioner var grænsen nu nået.
Da der så på samme tid pludselig viste sig at være opstået endnu en lukket institution, nemlig på Vestergård mellem Emmelev og Rimsø, uden nogen form for borgerinformation, gav det anledning til nogen nabouro som beskrevet i sidste uge.
At borgerne nu har besluttet sig for at stille sig stejlt an i forhold til opholdsstedets bøn om naboforståelse skal således ses som udtryk for irritation over ledelsens manglende information og ikke over stedets 4 ”indsatte”. Borgerne vil gerne med deres afslag gøre det klart overfor både amt og kommune, at skal de for fremtiden være positive overfor at løse en samfundsopgave – må de kende opgavens indhold på forhånd og ikke i bakspejlet!
Det sidste ord i sagen bliver kommunens på mødet i dag i Teknisk Forvaltning.
Kilde: Skrevet af Rex
rex