Integrationsrådet i Grenaa Kommune arrangerede lørdag den 22. januar en multikulturel festaften i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Der var her lejlighed til at opleve de forskellige kulturer i kommunen indenfor genrer som musik, folkedans og mad.
Og aftenen blev en stor succes, eftersom over 200 mennesker af forskellige etnisk herkomst - dansk som udenlandsk - deltog i denne integrations-festaften.
Man kunne blandt andet opleve kurdisk musik og dans, traditionel dansk folkedans og arabisk inspireret mavedans med mere.
Initiativtageren til denne fest-aften var formanden for Integrationsrådet i Grenaa Kommune, Issmat Mohamed, som oprindeligt kommer fra Syrien, men som efterhånden har boet i Danmark i 34 år.
Dansk kvinde danser arabisk mavedans.
|
Idéen til arrangementet opstod udfra en grundholdning om, at integration ikke er noget, man kan løse politisk. Integration kan kun lykkes ved, at de forskellige kulturer og nationaliteter møder hinanden. Det er her, der kan ske en sammensmeltning af netværk, som man bygge videre på, og det er her holdninger og livs-indstillinger kan synliggøres. Med mad, musik, dans og debat kan man mødes og derved række en hånd frem til fælles forståelse. Det er på dette niveau, at integrationen kan lykkes, og jeg er naturligvis glad for og stolt over, at så mange mødte op til denne festaften i kulturhuset, siger Issmat Mohamed til Grenaa Bladet.
Han er uddannet kemiingeniør og har 30 års erfaring som både mellemleder og leder i tekstilbranchen her i Danmark. Han kom til Grenaa i 1992, idet han opnåede ansættelse på Grenaa Dampvæveri og har - da fabrikken lukkede - siden søgt nye veje til beskæftigelse. Blandt andet via Grenaa Tekniske Skoles iværksætterkurser med videre. Det seneste halve år har han arbejdet med flygtninge/ indvandrere som integrationskonsulent for Grenaa Kommune.
– Denne fest-aften blev også benyttet til at undersøge, om der er interesse for at stifte en dansk-etnisk venskabsforening her i Grenaa, og vi fik så tilpas mange positive tilbagemeldinger, at vi vil arbejde videre med denne idé, siger Issmat Mohamed.
Venskabsforeningen vil i givet fald arrangere foredrags-aftener og andre arrangementer af multi-kulturel karakter. Netop med henblik på at fremme integrationen af flygtninge/indvandrere i kommunen.
Kurdisk musiker i aktion i Kulturhuset Pavillonen.
Traditionel kurdisk folkedans i forbindelse med Integrationsrådets vellykkede festaften i kulturhuset forrige lørdag aften.
Kilde: grenå bladet
rex