Med SFO-børnene som interesserede vidner slog formanden for Børne- og Ungdomsudvalget i Grenaa Kommune, Valdemar Haumand (S), et slag for igangsætningen af helhedsplanen for ombygningen af Grenaa Kommunes folkeskoler. Det foregik på Grenaa Østre Skole onsdag eftermiddag i sidste uge.
Valdemar Haumand (S) slog et slag for ombygningen af kommunens folkeskoler
|
Her har håndværkerne allerede i et godt stykke tid været i gang med både at bryde ned, bygge op og bygge til, og allerede nu begynder der at tegne sig konturerne af hvad Østre Skole vil blive beriget med af faciliteter, idet man tager hul på skoleåret 2005/2006. Ombygningen af skolen ventes at være færdig i løbet af sommerferien, så alt skulle gerne være klappet og klart til det nye skoleår. Grenaa Kommune ombygger Østre Skole for i alt 12,8 mio. kroner. På Toubroskolen i Lyngby er man også i fuld gang med at bygge om bygge til, og netop i disse dage er der licitation for en større ombygning af Grenaa Vestre Skole. En ombygning man forventer at kunne igangsætte senest efter sommerferien 2005. Søndre Skole og Mølleskolen har kommunen endnu ikke lavet ombygningsplaner for.
Men for at igangsætte helhedsplanen for folkeskolen i Grenaa Kommune, som den ser ud lige nu, så benyttede Valdemar Haumand onsdag i sidste uge en kraftig hammer til at nedbryde et stykke mur, som derved symboliserede det store pædagogiske såvel som håndværksmæssige ombygningarbejde, man nu har påbegyndt.
– Endelig vil vi kunne tilbyde nye tidssvarende rammer på vore folkeskoler i tråd med den nye folkeskolelov, hvor man via nye og større lokaler vil kunne udøve en helt anden og mere moderne undervisningsform og pædagogik end dengang Østre Skole i sin tid blev bygget, sagde Valdemar Haumand blandt andet.
Talen blev afsluttet med, at der blev udråbt et trefoldigt leve for den nye Østre Skole - og så blev der ellers budt på forfriskninger til alle.
Kilde: grenå bladet
rex