MIDTDJURS – Meget tyder på, at Borgerlisten Ryomgård-Pindstrup-Nimtofte snart er fortid.
I den kommende udgave af Lokalavisen Midtdjurs - Nørre Djurs vil listens tidligere kommunalbestyrelsesmedlem og en af flere bagmænd bag listen, Anders Christian Svenstrup, Ryomgård, indrykke en annonce, hvori han kort og godt forespørger om der stadig er nogle borgere, som mener, at listen har en fremtid.
Anders Christian Svenstrup har tidligere til Lokalavisen udtalt, at han ikke selv vil bidrage og også, at han heller ikke tror på borgerlistens fremtid.
Anders Christian Svenstrup oplyste på sidste uges møde i IFM’s klubhus, hvor man diskuterede mulighederne for at lave en fælles borgerliste for hele Midtdjurs med henblik på kommunalvalget 15. november, at han gerne for alle tilfældes skyld ville indrykke en annonce, så alle interesserede får mulighed for at give deres besyv med.
Hurtig afklaring
- Jeg har aftalt med Anders Christian Svenstrup, at han melder tilbage til mig torsdag, som annoncen har været i Lokalavisen om tirsdagen i uge 7, om han har fået nogle henvendelser eller ligesom må konkludere, at Borgerlisten Ryomgård-Pindstrup-Nimtofte skal nedlægges, fortæller Børge Ravn Kejser fra Borgerlisten Kolind-Nødagers baggrundsgruppe.
Ravn Kejser var en af mødeindkalderne til sidste uges møde, hvortil der kun dukkede skuffende 10 personer op.
- Det var jeg noget skuffet over, for jeg havde håbet på et lidt større fremmøde, siger Børge Ravn Kejser, som vil vente med at udtale sig om mulighederne for at lave en stor borgerliste, Midtdjurs-listen, før det er blevet en realitet om nogle vil videreføre Borgerlisten Ryomgård-Pindstrup-Nimtofte eller modsat, at den er en saga blot.
Det ene af Borgerlistens nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen, Carsten Bryrup, Nimtofte, deltog i mødet i klubhuset. Bryrup, som forsøger at på plads på Venstres liste til kommunalvalget, lovede, at en evt. ny fælles borgerliste for hele kommunen kan overtage hjemmesidedomænet på Internettet, hvis Borgerlisten Ryomgård-Pindstrup-Nimtofte bliver nedlagt.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 09-02-2005
rex