Tak til
 






  
05/05 2023

Forberedelserne til »Grenaa Marathon« lørdag den 20. august er i fuld gang!

Sidste år blev der for første gang nogensinde løbet et marathon-løb med Torvet i Grenaa som udgangspunkt. Det kommer også til at ske i år, og forberedelserne til Grenaa Marathon 2005 er i fuld gang. Datoen er den 20. august 2005.
Det er påny Grenaa Motionsløbeklub og Junior Chamber Djursland, som står bag arrangementet, omend sidstnævnte holder sig lidt mere på sidelinien end sidste år, hvor det i det store og hele var Junior Chamber, der løb det hele i gang - om man så må sige.


Én af initiativtagerne og arbejdshestene fra Junior Chamber Djursland (JCD) i 2004 var Keld Baskjær, og han er med igen - omend på »nedsat tid« i forhold til sidste år.
– Det var jo et kæmpearbejde at starte helt fra bunden af. Nu er mange ting jo på plads på forhånd - kontakt til relevante myndigheder - alle tilladelser er i hus - og sponsorer og en række praktiske forhold - og det gør det ulige noget nemmere at organisere det hele, siger Keld Baskjær.
Men Grenaa Marathon 2005 er på ingen måde en tro kopi af sidste års arrangement. Ruten er ganske vist stort set den samme, men en række nye skibe er sat i søen i år - blandt andet med baggrund i, at sidste års løb gav et økonomisk overskud, som man nu putter ind i 2005-løbet, der således får en opgradering på flere fronter.
Der bliver således en del mere liv og tam-tam på Torvet end i 2004-udgaven. JCD vil blandt andet sørge for en gratis hoppeborg, og så går man efter en fordobling i deltager-antallet. Henved 250 løbere stillede op til en halv- eller hel-marathon i 2004, og man håber således på at kunne trække op mod 500 løbere til Grenaa Marathon 2005. Det skal blandt andet ske via nyskabelsen »par-marathon«, hvor man således er to personer om at gennemføre marathon-distancen på 42 km.
– Det er noget, der bliver brugt mange steder og med stor succes. Vi håber med dette initiativ at kunne skabe liv på ruten og på Torvet over en længere periode end sidste år, hvor der jo ikke var mere end henved 50 løbere, der begav sig ud på den anden omgang på den 21 km. lange rute. Desuden har vi lavet et nyt koncept for stavgængerne, idet sidste års 21 eller 42 km. var alt for langt. Der var da også kun to, der stillede op. I år bliver ruten på blot 10. km., og vi forventer selvsagt rigtig mange stavgangs-deltagere på den konto. Der er jo utroligt mange, der dyrker stavgang, så potentialet er stort, siger Keld Baskjær, der endvidere kan fortælle, at man også vil lave et børne-løb på en rute fra Torvet og ned omkring Kulturhuset Pavillonen.
– Det bliver en rute på 4,2 km. - altså en tiendedel marathon. Også noget for at skabe liv omkring løbsdagen, og i øvrigt noget, der går hånd i hånd med folkeskolens ambition om at få børnene til at bevæge sig noget mere, siger Keld Baskjær.
Al tilmelding til Grenaa Marathon 2005 skal ske online via hjemmesiden www.grenaamarathon.dk, som kommer op og køre 100% senest den 1. marts.
Til børneløbet er der dog ikke online-tilmelding. Her møder man bare op på løbs-tidspunktet på dagen.
Alle deltagere i Grenaa Marathon 2005 får en medalje med et lokalt motiv - i stedet for en T-shirt, som løberne fik sidste år. En løbs-T-shirt vil dog kunne erhverves mod betaling.
Og så skal marathon-løbet igen i år bruge en frygtelig masse frivillige hjælpere, og interesserede kan i så henseende henvende sig til Mogens H. Nielsen fra Grenaa Motionsløbeklub på emailadressen: mhn-iln@tdcadsl.dk - eller Kai Hansen - grenaa@kaihansen.dk.
Også her i 2005 vil der blive løbet marathon-løb i og omkring Grenaa. Grenaa Marathon 2005 afvikles i år lørdag den 20. august. Her ses starten på 2004-udgaven af løbet.

Kilde: grenå bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam