Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

HTX Teknisk Gymnasium Grenaa klar til at tage hul på gymnasie-reformen

Gymnasiereformen, som træder i kraft august 2005, giver helt nye muligheder for, at HTX-uddannelsen kan videreudvikles på de områder, som i forvejen er HTX’s stærke sider.
Det siger forstanderen for Grenaa Tekniske Skole, Palle E. Rasmussen, der således på ingen måde er bekymret for fremtiden, selv om skolens HTX-afdeling ikke er blandt de største i landet.



HTX Teknisk Gymnasium Grenaa føler sig godt rustet til den nye gymnasie-reform, der tages hul på efter sommerferien. Her ses nogle af skolens tidligere HTX’ere med deres uundværlige bærbare PC’ere.
Vi forventer, at endnu flere elever vil finde HTX-uddannelsen interessant. Der er nemlig lagt op til, at HTX’s særlige profil med tværfaglige projekter kan styrkes og videreudvikles. En undervisningsform, som vore elever er meget glade for, sagde Palle E. Rasmussen på et pressemøde på skolen omkring den nye gymnasie-reform. Til stede fra skolens side var endvidere den nye HTX-chef Peer Jespersen og to af skolens nuværende HTX-elever; elevrådsformanden Helene Jørgensen og Andreas Corneliussen, som også sidder i elevrådet på skolen. Begge er 3. års studerende og er således færdige med HTX-uddannelsen til sommer.
Vi har gode erfaringer fra vore store profilfag, teknologi og teknik. Eleverne vil gerne arbejde med projekter, hvor teorien kan udnyttes i praktiske projekter, og hvor der samtidig fremstilles konkrete produkter, sagde Palle E. Rasmussen, og fortsatte:
– HTX vil også fremover være en praksisnær, erhvervsrelateret uddannelse. Allerede i dag er vores HTX-uddannelse knyttet til skolens professionelle erhvervsmiljøer med værksteder, IT-miljøer m. m.
Lærerne på HTX Teknisk Gymnasium Grenaa har en bred baggrund. Alle har universitetsuddannelse eller uddannelse som ingeniør. Endvidere har de praktisk erfaring fra arbejde i erhvervslivet, hvilket betyder, at det er naturligt for HTX-lærerne at knytte teori og praksis sammen, sagde forstanderen.
4 studieretninger
På Teknisk Gymnasium Grenaa har man valgt at udbyde 4 studieretninger, som peger mod forskellige former for videregående uddannelser. HTX’s studie-retninger er:
– POLY-TEK - Bærende fag: Matematik A og Fysik A. Efter HTX: Ingeniør, fysiker og lignende.
– HUMAN-TEK - Bærende fag: Kemi A og Biologi B. Efter HTX: Læge, biolog og lignende.
– MEDIE-TEK - Bærende fag: Kommunikation/IT A og Engelsk A. EFter HTX: Medievidenskab, journalist og lignende.
– INNO-TEK - Bærende fag: Teknologi A og Samfundsfag B. Efter HTX: Rådgivende ingeniør, selvstændig ingeniør og lignende.
– Med de betegnelser, vi har valgt til vore studieretninger, ønsker vi at vise en klar profil, som kan gøre det nemmere for eleverne at vælge, sagde HTX-chef Peer Jespersen.
Særlig IT-profil
på HTX-studiet
For HTX Grenaa Tekniske Gymnasium har IT siden 1995 været en særlig del af profilen, og der er udviklet nye undervisningsformer understøttet af IT.
I dag er IT et naturligt værktøj i undervisningen. Alle elever benytter PC - enten i form af egen bærbar PC eller i form af stationær PC stillet til rådighed af skolen.
– Vi har nu også et tilbud til nye elever som betyder, at de mod betaling af et garantibeløb kan låne en bærbar PC i de 3 år uddannelsen varer, sagde Palle E. Rasmussen.
Udvikling af IT-profilen og udvikling af nye undervisningsformer understøttes af IT-College Denmark, som blev etableret i 1996 i tilknytning til HTX Teknisk Gymnasium Grenaa.
Desuden er lærerne på HTX i Grenaa er i fuld gang med udviklingsarbejderne sammen med lærerne på de øvrige tekniske gymnasier i TSØ, Tekniske Skoler Østjylland. Undervisningsministeriet har ydet støtte til dette fælles udviklingsarbejde.
Disse IT-spydspidsaktiviteter har sikret skolens HTX-afdeling et elev-grundlag, som Grenaa Tekniske Skoles relativt beskedne størrelse egentlig slet ikke berettiger til. Kigger man på de tørre tal angående elev-udviklingen siden HTX-starten tilbage i 1992, hvor skolen blev godkendt til at udbyde HTX-uddannelsen, så vil man da også kunne se, at antallet af årselever er steget støt og roligt fra 18 i 1992 til 180 årselever i 2003. Mellem 40 og 50 HTX-studenter udklækkes på skolen hver sommer, og 74% af dem går i gang med en videregående uddannelse. Mod 47% på eksempelvis HHX.
En fælles struktur
– Reformen stræber efter at lave en fælles struktur for både HTX, HHX og STX. Målet er at styrke fagligheden og lave et studieforløb på alle tre uddannelser, der både er studieforberedende og alment dannende, men naturligvis med hver sin profil. Vores er erhvervsrelateret mod det teknisk naturvidenskabelige område. Vi tilbyder flere timer end de to andre gymnasie-uddannelser og vi stiller ret store krav til vores elever. Vi forlanger, at de passer deres uddannelse. At de udviser ansvarlighed, laver en selvstændig arbejdsindsats og har gode samarbejdsevner, berettede Peer Jespersen.
Studiet starter - som det også er tilfældet med STX (Grenaa Gymnasium) og HHX (Grenaa Handelsskole) - med et halvt års grundforløb, hvor man finder ud af hvilken studieretning, man skal låse sig fast på - eller gymnasie-uddannelse for den sags skyld. Man kan efter det halve år nemlig hoppe fra HTX til STX eller HHX - eller omvendt.
Helene Jørgensen og Andreas Corneliussen er som allerede nævnt begge to med i skolens elevråd, og er tillige med til at lave skolebladet »Bremsesporet«.
– Reformen er ikke ensbetydende med de store ændringer på HTX. Det, som reformen kommer med, er noget vi allerede kører med i forvejen. Reformen er nærmest modelleret efter HTX-studiet, hvor vi i forvejen bruger meget tid på projekt-arbejdet, som er meget praktisk orienteret og erhvervsrettet. Vi lærer således at skrive de samme rapporter, som man kræver af de ansatte ude i erhvervslivet, sagde Andreas Corneliussen, der valgte HTX-studiet på grund af skolens målrettede og bevidste satsning på at bruge IT som en meget integreret del af undervisningen
Godt socialt liv
Men det er ikke undervisning, lektielæsning og krævende lærere det hele.
– Vi har faktisk et rigtig godt socialt liv her på skolen. Vi har vores egen biograf, »Cave- In«, og vi råder også over noget video-redigerings-udstyr, som vi har adgang til at bruge til alt muligt. Vi har mulighed for at lave tiltag som lektie-caféer og fredags-caféer, hvis det er det vi vil. Fester har vi naturligvis også nogle stykker af, og det plejer at være en stor succes. Blandt andet har vi hvert år en stor galla-fest, hvor også skolens gamle elever har mulighed for at kigge forbi. Og eftersom skolen ikke er kæmpestor, så har vi i det daglige en hyggelig, fri og familær omgangstone elever og lærere imellem, der gør skolen til et rigtig rart sted at være, sagde Helene Jørgensen på pressemødet.
Der er frist for uddannelses-tilmelding til det nye skoleår den 15. marts. Teknisk Gymnasium Grenaa håber at kunne byde velkommen til mellem 65 og 75 nye HTX-elever til august, hvilket vil være ensbetydende med 3 nye HTX-klasser til erstatning for de 3 klasser som skolen dimitterer til sommer. Uddybende orientering om HTX i Grenaa efter reformen kan læses på www.htx.gts.dk

Kilde: grenå bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam