Djurslands Jazzklub er kommet igennem sit første år. Det har været hårdt ind imellem, men når vi i bestyrelsen ser tilbage på 2004, så må vi indrømme, at det har været anstrengelserne værd.
Disse ord kom fra formanden for Djurslands Jazzklub, Svend Frandsen, i forbindelse med foreningens generalforsamling lørdag den 5. februar i Kulturhuset Pavillonen - i forbindelse med frokost-jazz’en med Vestre Jazzværk. Og han fortsatte sin beretning på følgende vis:
Vi har gennemført 14 koncerter - deraf tre søndags-matineer. Desuden har vi haft fire klubaftener. Vi synes selv, at 2004 er gået ganske godt. Musikkvaliteten har været helt i top, og nævnes skal naturligvis efterårets store navn, Chris Barber. Med ham blev Grenaa sat på jazzens Danmarks-kort. Publikum strømmede til fra nær og fjern, og vi tror ikke, at nogen gik skuffede hjem den september-aften. Chris Barber selv var meget tilfreds med koncerten, og han lovede os dagen efter koncerten, at han gerne kommer tilbage til Grenaa, hvis vi kan garantere ham et lige så veloplagt publikum. Det kan vi selvsagt ikke, men vi vil gerne se Chris igen. Nu kigger vi kalenderen for 2006, og prøver endnu en gang, sagde Svend Frandsen, og fortsatte:
– Det var en stor opgave at få Barber til byen. Vi turde ikke binde an med opgaven alene, så vi gik på jagt efter sponsorer for at spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud. Det lykkedes og der skal her lyde en varm tak til Jyske Bank, Sparekassen Kronjylland, Hotel Grenaa/Hotel Havlund og til Nordea. De gjorde Chris Barber- koncerten i Grenaa mulig, sagde Svend Frandsen.
– Vi bør også nævne en anden af efterårets store, europæiske musikprofiler, Phil Masons New Orleans All Stars med den fremragende sangerinde Christine Tyrrell. Det var et scoop at få så stort et navn til Grenaa, men hvor blev publikum af? De var i hvert fald ikke i Kulturhuset Pavillonen den lørdag eftermiddag. Dem, der mødte op, vil give os ret i, at folk gik glip af en meget stor musikalsk oplevelse, sagde formanden.
– Vi er stolte over, at så mange bakker os op i vores arbejde. Ved årets udgang havde vi 286 medlemmer. Det vil sige, at vi klart er den største forening i kommunen, når vi ser bort fra idrætsforeningerne. Vi så dog gerne, at vi fik flere unge med i jazzklubben, men den traditionelle jazz interesserer dem åbenbart ikke. Vi tilbød elever på gymnasiet, teknisk skole og handelsskolen 30 billetter til Chris Barber-koncerten på nogle endog meget fordelagtige betingelser, men vi fik ikke én eneste henvendelse. Det var ærgerligt - og synd for de unge, at de ikke fik den oplevelse, sagde Svend Frandsen, der også berettede lidt om fremtiden.
– Hvis vi skal have de bands, vi gerne vil se og høre i Grenaa, så skal man være tidligt ude. Derfor er alle frokostjazzerne på plads i hele 2005. Vi forhandler med Swing Sisters om en aftenkoncert i efteråret, og vi vil også gerne byde på lidt show i løbet af året. Det vil være i de bedste hænder hos Jazznødderne. Her får man - foruden god jazz - nogle meget morsomme timer med et band, der nok mest kan sammenlignes med Spike Jones’ berømte band. Dette band kaldte smil og grin frem rundt i verden for et halvt århundrede siden, sagde formanden blandt andet.
Kilde: grenå bladet
rex