Man må endelig ikke glemme, at det fornemme kulturprogram i Nørre Djurs fortsætter med endnu et spændende arrangement, når der i morgen aften bydes på lokalhistorie fra Fjellerup-egnen – garneret med fællessang og harmonika-spil.
Svend Erik Gorecki fra Fjellerup har en omfattende viden om Nørre Djurs` lokale historie. Han vil fortælle og vise lysbilleder om Fjellerup Østergaard, den ærværdige gamle bygning, der for snart en del år siden under store protester fra mange lokale blev flyttet til Nationalmuséet.
Arrangementet bliver afholdt i Fjellerup Aktivitetscenter d. 17. kl. 19. Det kommer til at ligne de fleste af de andre Kulturraket-arrangementer ved at være en blanding af fortælling og musik.
I dette tilfælde er det meningen, at musikken skal ledsage fællessangen. Christian Bach fra Nørager spiller til på sin harmonika, og de forhåbentlig mange mennesker vil synge udvalgte danske sange.
Kilde: Skrevet af Rex
rex