6. sejr i træk blev en ørkenvandring
GIF Håndbolds 3. divisions-damers 6. sejr i træk - mod Dall/Ferslev i Grenaa Idrætscenter søndag den 6. februar - blev lidt af en ørkenvandring med masser af uskønt spil, brændte chancer og mere eller mindre uprovokerede fejl fra begge sider.
Vundet blev kampen dog ikke desto mindre, og med cifrene 21-18 (8-8) fik hjemmeholdet hevet den vigtige sejr i land. Vigtig, fordi der nu skal ske overordentligt mærkelige ting, hvis ikke det også hedder 3. division i næste sæson for GIF-holdet.
– Det kan næsten ikke gå galt med det antal point, vi efterhånden har fået skrabet sammen. Det betyder dog langt fra, at vi nu går to gear ned i tempo og indsats, fordi vi mere eller mindre er sikret mod at rykke ned. Vores næste mål er at drille topholdene, som vi skal op mod i fire ud af de næste fem kampe, sagde holdets træner Erik Flak Jørgensen forud for lørdagens kamp på udebane mod netop ét af disse tophold, nemlig Hjørring. En kamp, som blev afviklet efter redaktionens slutning. En kamp, hvor holdet måtte undvære sin dygtige 1. keeper, Rikke Nikolaisen, der er taget på skiferie. I stedet skulle Charlotte Andersen forsøge at stå i vejen for skuddene fra de nordjyske spillere fra Hjørring, der vandt den omvendte kamp i Grenaa Idrætscenter med 4 mål.
– Vi har indtil nu haft en rigtig god sæson. En femteplads i rækken på nuværende tidspunkt er næsten mere end vi havde turdet håbe på som nyoprykker fra Jyllandsserien. Men vi vil ikke ødelægge en ellers rigtig god sæson med en dårlig afslutning, så derfor arbejder vi koncentreret videre. Taber vi til bundholdet Team Nors Hanstholm på hjemmebane den 27. februar, vil de øvrige hold i den ende af række jo med rette kunne stille spørgsmålstegn ved vores indstilling med hensyn til det at yde en sportslig fair indsats. Det skulle meget nødigt ske, siger Erik Flak Jørgensen, der således agter at holde sine spillere til ilden sæsonen ud, selv om holdet ser ud til hverken at kunne nå det ene eller det andet.
Kampen mod Dall/Ferslev var som allerede nævnt en rodet og uskøn affære, som ret så kraftigt bar præg af, at Dall/Ferslev med et nederlag ville blive rodet ind i nedrykningskampen. Det kæmpede holdet således indædt for at undgå.
Kampen bølgede frem og tilbage i 1. halvleg - uden at nogen af holdene fik skabt afgørende afstand til hinanden. Angrebsmæssigt var det bestemt ikke noget at råbe hurra for.
– Vi spillede os egentligt frem til mange chancer, men vi brændte et utal af dem. Vi fik justeret på nogle ting i pausen, og fra 9-10 i 2. halvleg rykkede vi fra dem - alene fordi vi pludselig fik udnyttet vores chancer og minimeret de personlige fejl, beretter Erik Flak Jørgensen.
Fra 9-10 gik GIF i front til stillingerne 14-10 og 16-11, og dermed var kampen mere eller mindre afgjort. Rikke Nikolaisen stod påny en stor kamp for GIF, og havde vel i nabolaget af 26 redninger.
– Men jeg vil også gerne rose en spiller som Lily Beck, der kom skidt i gang, men alligevel kæmpede videre og til sidst hævede sit spil op på et mere end godkendt niveau - blot ved at have den rigtige indstilling. Noget der er meget typisk for det her hold, siger Erik Flak Jørgensen.
Topscorerne mod Dall/Ferslev var som følger: Lily Beck (5), Karina Skaarup (4), Sabine Knold (4), Hanne Vinther (4) og Ina Outzen (2).
Holdets næste kamp spilles i Grenaa Idrætscenter søndag den 27. februar.
GIF’s 1. keeper Rikke Nikolaisen spillede påny en stor kamp, da klubbens 3. divisions-damer sikrede sig den 6. sejr i træk mod Dall/Ferslev i Grenaa Idrætscenter.
Kilde: grenå bladet
rex