Byrådet valgte at »klappe hesten« omkring investor-ønske om butikker på GD-grunden
Skal butiks-området i Grenaa udvides til også at omfatte GD-grunden, eller går grænsen ved den kommende Lidl-forretning på slagterigrunden? Så enkelt kan man skitsere den problematik, som Grenaa Byråd skulle tage stilling til på byrådsmødet torsdag i sidste uge.
Efter at produktionen på Grenaa Dampvæveri er ophørt, har der løbende været kontakt mellem ejerne - Sagatex og det rådgivende ingeniørfirma Jørn Tækker A/S - omkring den fremtidige anvendelse af fabriksområdet. Tilbage i juni 2003 anmodede man således Grenaa Kommune om at ændre den planlægningsmæssige status for arealerne, således at området kan anvendes til flere formål, end det tidligere har været muligt. Det førte til offentliggørelse af et debat-indlæg om ændring af kommuneplanen, hvori områdets anvendelse blev foreslået ændret fra »centralt industriområde« til »center-område« - med deraf følgende mulighed for blandt andet at indrette butikker på stedet. Det kolliderer imidlertid med kommunens egen detailhandelsplan, hvori der står, at man skal styrke handelscentret i Grenaa Centrum ved, at man - alt andet lige - forhindrer etablering af detailhandels-butikker andre steder i byen. På konkrete ansøgninger har byrådet imidlertid flere gange givet dispensation fra denne hovedregel - blandt andet på Rugvænget, hvor man i flere ombæringer har tilladt etablering af forskellige butikstyper. Handelscenter Grenaa (HCG) har som en naturlig part i sagen gjort opmærksom på, at det er afgørende vigtigt at koncentrere detailhandelen omkring bymidten. »Inddragelse af GD’s areal vil efter HCG’s opfattelse ikke være til gavn for handelslivet, der for alvor vil blive delt op i to handelsmiljøer«, har HCG udtalt i forbindelse offentliggørelse af debatindlægget. Omend
Det kolliderer ganske kraftigt med Jørn Tækkers ønske om at etablere detailhandel på GD-grunden. Og at han ønsker mulighed for at etablere op til 5.000 m2 butiksareal til detailhandel i området, og at der i forbindelse med torvet indenfor området kan etableres butikker mindre end 400 m2 til forsyning og servicering af området, samt gallerier, brugskunst og andre beslægtede typer butikker.
Vandland og
skattecenter!
Læg dertil planerne om at etablere et vandland/badeland, fitness-center, café, paintball, boliger, hoteller, liberale erhverv og udstillingsaktiviteter i stil med Øksnehallen i København. Hvad kontor-faciliteterne angår er man faktisk allerede meget langt fremme med at placere det kommende skattecenter, som landspolitikerne og strukturreformen i fællesskab har været så venlig at placere her i Grenaa, på GD-grunden.
Et meget ambitiøst og stort projekt med andre ord, og der var dog også bred enighed i byrådssalen om, at der var tale om et endog meget spændende byudviklings-projekt for Grenaa, omend Dansk Folkeparti’s Bent Andersen mente, at en række forhold omkring grunden ikke var ordentligt belyst. Og så mente han, at det burde undersøges, om ikke man kunne indpasse et nyt rådhus på grunden, for så at lade det nuværende rådhus udvikle sig til et butikscenter - i det eksisterende butikscenter. Der var dog ikke stemning for dette forslag i byrådet. Alene af den grund, at man som byråd hverken kunne eller ville pådutte ejerne GD-grunden, hvad der SKAL være på grunden, men udelukkende lave rammerne for, hvad der KAN være på grunden.
Udsatte sagen
En principbeslutning i byrådet i torsdags ville mere eller mindre have givet Jørn Tækker & Co. carte blanche til at gå i gang med at tænke butikker ind i dette store udviklings-projekt, men flertallet i byrådet mente ikke, at grundlaget for at træffe denne beslutning var helt godt nok, og man besluttede derfor at udsætte sagen i tre uger. En analyse - der belyser konsekvenserne ved at tillade butikker på GD-grunden (og det modsatte for den sags skyld) skal udarbejdes og læses af politikerne inden det næste byrådsmøde den 8. marts. Det ihverfald ambitionen. Herefter vil man så tage stilling til ansøgningen fra projekt-magerne. Men der er ingen tvivl om, at analysen - i tilfældet, hvor man siger JA til butikker på GD-grunden - skal aflevere nogle meget dystre udsigter for Grenaa som handelscenter, før byrådet skrider til den beslutning IKKE at tillade butikker på GD-grunden. Flertallets holdning i byrådet ser ud til at blæse i den retning, at det her meget store byudviklings-projekt bør have nogle ordentlige rammer at udvikle sig i, og at man som politiker ikke skal spænde ben for nogle investorer, der er klar til at realisere i projekt i den her størrelsesorden.
Byrådet besluttede desuden, at man gerne ville have en orientering om projektet af investor inden det næste byrådsmøde skal holdes.
Kilde: grenå bladet
rex