Dansk Folkepartis mand i byrådet i Grenå er skuffet over, at det kun er Venstre og socialdemokraterne, der klapper hinanden på skulderen og siger tillykke med valget af deres kandidat på Djursland. DF fik også valgt en mand for Djursland, pointerer han i det følgende:
Om det er uvidenhed eller den sædvanlige berøringsangst til Dansk Folkeparti, véd jeg ikke, men i den lokale presse lykønsker Kai Hansen (V) socialdemokrat Jan Petersen med hans genvalg til Folketinget og håber samtidig på et godt samarbejde mellem ham og Venstres Anne-Mette Winther Christiansen, så de i fællesskab kan repræsentere Djursland på demokratiets højeste sted.
Kai Hansen overser, at Dansk Folkepartis kandidat i Grenå-kredsen, Kim Christiansen, også blev valgt, så faktisk repræsenteres Djursland p.t. af tre folketingsmedlemmer.
Dansk Folkeparti i Grenå har ydet en meget stor indsats for at få Kim Christiansen på tinge, fordi vi véd, at hans hjerte banker for vor landsdel, og at han kan se de urimeligheder, vi bliver udsat for i mangel på politisk interesse for området. Det gælder infrastrukturen, Grenåbanen og sommerhusudnyttelse af vor kystlinie.
Jeg har da også straks taget kontakt til vores MF`er og bedt ham tage kontakt til både Anne-Mette Winther Christiansen og Jan Petersen for at få etableret et samarbejde på de punkter, der har fælles interesse og er til gavn for Djursland.
Jeg vil derfor ikke kun lykønske Anne-Mette Winther Christiansen, Jan Petersen og Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti, men lykønske hele Djursland.
Kilde: Skrevet af DF-byrådsmedlem Bent Andersen fra Grenå i Randers Amtsavis d. 18. februar
rex