Fotografen Gorm Valentins 2005-udstilling følger
Poul Krebs' turne i Danmark, og vil derfor være at se torsdag d. 3. marts i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, hvor Poul Krebs giver en forlængst udsolgt koncert.
Auktionshuset på Internettet, Lauritz.com, har indgået et spændende og anderledes samarbejde med fotografen Gorm Valentin og musikeren Poul Krebs. Gorm Valentin har i mange år har fotograferet såvel nationale som internationale musikere. Poul Krebs har altid beundret Gorm Valentins fotografier, og har nu inviteret fotografen med på Danmarksturne. Vandreudstillingen vil derfor være at se på de 15 spillesteder, hvor Poul Krebs optræder i den næste måned. Alle værker vil sideløbende være på auktion hos www.lauritz.com fra d. 24. februar til d. 29. marts 2005. Der kan i hele perioden bydes på de stemningsfyldte fotografier, eller de kan opleves »live« på spillestederne.
Gorm Valentin er højaktuel med sin nye bog »Sort på hvidt« fra Forlaget Per Kofod. Han er en ener på sit felt. Mere end nogen anden har han dannet skole, og må vel nærmest betragtes som fadder til genren: Musikfotografier. Hans fotoarbejder viser en ganske enestående respekt for musikerne og en fin indlevelsesevne i musikkens verden.
At jazzmusikken står Gorm Valentins hjerte nærmest vidner hans mesterlige billeder af musikere som Dexter Gordon, Sonny Rollins, Oscar Peterson m.fl. om. Alligevel mestrer han også til fuldkommenhed at skildre andre genrer og ikoner. I flæng kan nævnes: Bob Marley, Van Morrison, Tina Turner, David Bowie og flere danske musikere, som Poul Krebs.
Hvad enten scenen er sat til pop, rock eller jazz, så når Gorm Valentins linse ind til marven. Ærligt, sobert, måske afslørende, men altid fuld af respekt for musikken og musikerne.
Kilde: grenå bladet
rex