Rougsoeportalen.dk

Af Dav Jacobsen
Hvordan nogen overhovedet er kommet på den tanke at lægge
landsbyen Enkutok Oiti her, står hen i det uvisse. Og landsby er måske også så meget sagt. Det er en mindre samling huse,
tilsyneladende bygget af de forhåndenværende materialer.
Men da bussen drejer af fra landevejen mellem Kenyas hovedstad Nairobi og den nærmeste større by i Tanzania, Arusha, og ind i bushen, er der nogle af os, der spærrer øjnene op. Der er intet at se, andet end små, tørre buske, sten og støv, og det har tilsyneladende ikke regnet i flere måneder. Bussen og vores ledsagerbil, der ventede hvor vi skulle dreje fra, hvirvler støv op, som de fleste af os ellers kun kender fra amerikanske film, når et dollargrin af en slags kører i ørkenen. Med 10 km. i timen bumper vi os mod det sted, der skal være vores hjem de næste fem uger, den lille masai-landsby Enkutuk Oiti.

Afrejsen fra Grenaa Produktionsskole forløb glat. De ti elever - otte piger og to drenge - lærerne Knud Erik, Sander og Lene samt Lenes mand, Christian, og Knud Eriks datter, Sophia, forlod skolen i bus mod lufthavnen i Billund klokken 13.00 sharp. Dette rejsebrevs forfatter (fotografen Dav - red.) bliver samlet op i Aarhus, og så er det ellers bare videre mod Billund. Vi er i god tid, får checket bagagen ind og kan nå både en sandwich og et glas juice inden vi forlader kuldegrader og hjemlige kødgryder. Via Amsterdam flyver vi til Nairobi og alt forløber planmæssigt. Det eneste uheld er stewardessens, der hælder kaffe ud over Camillas ben. Klokken 06.00 morgen lokal tid (det er klokken 04.00 morgen i DK), lander vi i Afrika og går direkte ud af flyet og ind i en varmemur. Selvom solen dårligt er stået op, er temperaturen omkring 27 grader. Det tager lidt tid med pas og visa og den slags, men alle slipper gennem tolden og udenfor venter en blå bus, som Knud Erik (Asak) har bestilt hjemme fra.
Vi pakker bussen, forsyner os med vand til den seks timer lange køretur og starter mod Enkutok Oiti i det nordlige
Tanzania.

Passerer død zebra
Vi har ikke kørt en halv time, før vi passerer en død zebra i vejkanten. Et andet sted sidder to marabou-storke i en trætop og kigger forundrede på de hvide mennesker i bussen, der suser forbi. Majsmarkerne, der ligger spredt på begge sider af vejen, er tørre i toppen, og selv om der ind i mellem er grønne huller, er helhedsindtrykket tørt - og meget varmt. Ved en tankstation drejer vi ind for at få fyldt diesel på, og seks-syv unge afrikanere i uniform står klar til at betjene os. Lidt derfra bakser tre-fire andre unge afrikanere med at skifte dæk på en lastbil, og de må have prøvet det før, for de er færdige før vores bus er fyldt med brændstof. Mens vi får diesel på, bruger pigerne pausen til at besøge benzinstationens toilet, men kommer let forundrede tilbage efter toiletpapir. Lugten på toilettet var vist også anderledes! Tilbage på landevejen bliver vi efter en halv times tid stoppet af en enlig betjent med en maskinpistol og tre sømmåtter, der sikrer sig, at forsikringen på bussen er betalt. Men får hurtigt lov at køre videre. På grænsen mellem Kenya og Tanzania klarer Knud Erik og chaufføren papirarbejdet med pas og toldere, mens vi andre blir tilbudt alskens træarbejde, sodavand, halskæder, tøj, armbånd og så videre af overordentligt ivrige sælgere.

Slumrer i bussen
Som de fleste ved, sover man ikke optimalt i en flyvemaskine, så mens vi kører de sidste timer mod vores bestemmelsessted, slumrer vi i bussen og afbrydes kun nu og da af udråb fra en af de vågne, der får øje på gazeller og en enkelt gang fire-fem giraffer i horisonten. Fra bussens vinduer er synsindtrykkene overvældende, når man kommer fra Danmark. Så langt øjet rækker er der bush. Tilsyneladende er det kun jordens krumning, der afgør, hvor langt vi kan se, selvom der ind i mellem rejser sig en stor bakke eller et lille bjerg. Resten er ufatteligt store, flade sletter med små grupper af hytter placeret hist og pist. Trafikken på vejen er sparsom, men når vi møder andre er det oftest store lastbiler, der sender sorte skyer af diesel ud i luften efter sig. Flere af dem med fantasifulde reklamer eller kristne slagord som »In God we trust« malet på siden eller bagsmækken. Klokken er omkring 14.00 da vi drejer fra hovedvejen. Der er ikke en hytte at se i miles omkreds, men ledsagerbilen ved tilsyneladende, hvor vi skal hen. Efter at have skrumplet os frem i 20 minutter, er vi i »vores« landsby. En modtagelse, der er en konge værdig, venter os. Da vi stiger ud af bussen står vi over for omkring 150 smilende masaier. Kvinderne står forrest og mændene bag ved. De kvindelige masaier er klædt i smukke blå og røde kangaer, som er store stykker stof de har viklet om sig - formodentlig for at holde varmen ude, for solen høvler ned fra en skyfri himmel og her er varmt som i en mikroovn. Om halsen har de perlearbejder så store som præstekraver og i ørerne og på hovedet har de perleudsmykninger af forskellig art. Alle kvinderne er helt eller næsten helt skaldede. Mændene er i røde kangaer, de fleste har en stok, enkelte af dem spyd og de af mændene, der ikke er skaldede som kvinderne, har håret sat i lange fletninger. Så begynder de at synge og danse for os. Mens de synger bevæger kvinderne kroppene rytmisk stående på stedet, så perlerne om halsen vugger op og ned. Mændene hopper højt op og ned bag ved pigerne, og efter at have sunget og danset lidt tid, går de frem mod os, så vores lille gruppe bliver omringet af smilende masaier. Og så skal jeg ellers love for, der bliver trykket hånd. Alle trykker hånd med alle, og det er ikke bare et almindeligt dansk håndtryk, som når fætter Mogens kommer uventet på besøg. Først tager man fat om tommeltotten, så mødes håndfladerne som vi kender det, og så griber man om tommeltotten igen. Og skal det være rigtig hjerteligt, gentages processen tilsyneladende. Efter 150 håndtryk af varierende længde synger vi de afrikanske sange vi har øvet os på hjemme i Grenaa, og så synger masaierne for os igen. Der er en overvældende og dejlig stemning, her ude i bushen, hvor vi nu skal tilbringe de næste fem uger.

Mætte af mad
og oplevelser
Masaierne følger os op til den plads, de har forberedt til os. Selve pladsen er omkranset af tornebuske, så vilde dyr ikke besøger os uventet om natten. Et højt akacietræ står i midten og strækker sine grene mod den afrikanske himmel og en køkkenhytte sender røg fra et åbent ildsted mod himlen. En lerklinet, firkantet hytte er toilet og bad, men der er naturligvis hverken vand eller varme i gulvet. Under akacietræet er der stillet borde og bænke frem, og vi bliver bedt om at sætte os og får serveret lunkne sodavand, for det er umuligt at holde noget koldt i varmen. Et par officielle taler, mere sang og mere dans bliver fulgt af mad. Masaierne serverer ris og kogt ged med grønne bønner, og det smager herligt I vores sultne maver. Mens eftermiddagen går på hæld, siver masaierne langsomt ud til deres eget liv, og vi stiller vores medbragte telte op. Ved halvsyv-tiden går solen ned, og allerede klokken otte ligger vi i soveposerne mens en fantastisk stjernehimmel åbenbarer sig. Vores private vagtmand hoster lidt rundt i nærheden og således falder vi trygge og mætte af både mad og oplevelser i søvn på medbragte madrasser i Enkutuk Oiti.

Mange hilsner
fra os i Tanzania.
Her ses nogle af de masaier fra den tanzanianske landsby Enkutuk Oiti, som en flok fra Grenaa Produktionsskole i øjeblikket er på besøg hos.

Kilde: grenå bladet uge 8

rex