Grenaa Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg har i sit møde den 21. februar gjort status over afsluttede og igangværende byggeprojekter. Grenaa Byråd har tidligere afsat 40 mio. kr. for at bygge skolerne om, så de følger helhedsplanen for kommunens folkeskoler.
På Anholt Skole er der i 2003 forbrugt 1.315.000 kr. på en ombygning med sammenlægning af skolen og øens daginstitution.
Vedr. Grenaa Østre skole har byrådet den 7. december 2004 afsat et beløb på 12.800.000 kr., hvor der er tale om om- og udbygning, der især berører 2 sidefløje og en del af midterfløjen. Der etableres nye klasseværelser og fællesarealer, som opfylder undervisningsbehovene i folkeskolen. Endvidere etableres et nyt pædagogisk servicecenter. Efter tidsplanen forventes arbejderne færdige til skoleårets begyndelse medio august 2005. På Grenaa Vestre skole har byrådet den 7. dec. 2004 afsat 15.516.000 kr. Her er der ligeledes tale om om- og udbygning af skolen som et pædagogisk byggeprojekt. Her er det i overvejende fra »Posthavefløjen«, fløjen ud mod Vestergade, der ombygges med nye klasseværelser og fællesarealer, der opfylder undervisningsbehovene i folkeskoleloven. Byggeprojektet forventes afsluttet sidst på året 2005. På Mølleskolen er der anvendt 305.000 kr. til ombygninger i anledning af at Ålsø Børnehave har fået lokaler på skolen. Her forventes arbejdet færdigt i maj måned. Det forventes at Ålsø Børnehave kan udbydes til salg omkring 1. juli i år. Toubroskolen forventer snart at have klaret sin ombygning, der har imødekommet skolefritidsordningens pladsproblemer og skolens behov for flexible lokaler. Dette arbejde har kostet 2,5 mio. kr. Der er ikke truffet beslutninger om, at der skal foretages ombygninger på Søndre Skole, så indtil dags dato er der forbrugt næsten 33 mio. kr. af de bevilgede 40 mio.
Kilde: grenå bladet uge 8
rex