Det landskendte net-auktionsfirma Lauritz.com har fundet vores avis på nettet og sendt os en pressemeddelelse om en særdeles spændende éndags-fotoudstilling i Grenå. Fotografen Gorm Valentin er vidt berømmet for sine meget intense musikerpotrætter, og nu får du altså muligheden for at se nogle af dem på Pavillonen i Grenå.
Herom skriver folkene fra lauritz.com følgende:
”Gorm Valentins fotografier på Kulturhuset Pavillonen i Grenå
Fotografen Gorm Valentins udstilling følger Poul Krebs' turne i Danmark og vil derfor være at se torsdag d. 3. marts på Kulturhuset Pavillonen i Grenå, hvor Poul Krebs giver koncert.
Lauritz.com har indgået et spændende og anderledes samarbejde med fotografen Gorm Valentin og musikeren Poul Krebs. Gorm Valentin har i mange år fotograferet såvel nationale som internationale musikere. Poul Krebs har altid beundret Gorm Valentins fotografier og har nu inviteret fotografen med på Danmarksturne. Vandreudstillingen vil derfor være at se på de 15 spillesteder, hvor Poul Krebs optræder i den næste måned. Alle værker vil sideløbende være på auktion hos www.lauritz.com fra d. 24.02.05 til d. 29.03.05. Der kan i hele perioden bydes på de stemningsfyldte fotografier, eller de kan opleves ”live” på spillestederne.
Gorm Valentin er højaktuel med sin nye bog ”Sort på hvidt” fra Forlaget Per Kofod. Han er en ener på sit felt. Mere end nogen anden har han dannet skole og må vel nærmest betragtes som fadder til genren musikfotografier. Hans fotoarbejder viser en ganske enestående respekt for musikerne og en fin indlevelsesevne i musikkens verden.
At jazzmusikken står Gorm Valentins hjerte nærmest, vidner hans mesterlige billeder af musikere som Dexter Gordon, Sonny Rollins, Oscar Perterson m.fl. om. Alligevel mestrer han også til fuldkommenhed at skildre andre genrer og ikoner. I flæng kan nævnes: Bob Marley, Van Morrison, Tina Turner, David Bowie og flere danske musikere som Poul Krebs.
Hvad enten scenen er sat til pop, rock eller jazz, så når Gorm Valentins linse ind til marven. Ærligt, sobert, måske afslørende, men altid fuld af respekt for musikken og musikerne.
- Vi håber at se dig på spillestederne,
eller på www.lauritz.com
Kilde: Indsendt til Djurslands Netavis d. 23. februar med venlig hilsen fra
rex