På lørdag den 5. marts er der igen frokostjazz i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Denne gang har Djurslands Jazzklub engageret et ret nyt jazzband, nemlig
Saratoga Hot Five.
Men selv om bandet er nyt, så rummer det samlet set mange års opsparet dygtighed, rutine og erfaring fra mange grene af den danske jazztradition. Saratoga Hot Five er nemlig grundstammen i det genskabte Saratoga Jazzband, der i flere perioder har været med til at præge jazzlivet i Danmark gennem de seneste 50 år.
Orkesteret var aktivt på flere festivaler sidste sommer i en foreløbig udgave, men på det sidste har det fundet sin endelige besætning og profil. Det er nu klart til præsentationer i landets jazzklubber. En CD er desuden under forberedelse og ventes færdig her i vinterens løb.
Saratoga Hot Five spiller New Orleans- og swing-musik. Både den meget kendte, men også den mere sjældent spillede. Spillestilen er tro over for såvel klassiske som nuværende forbilleder, men rummer også nyskabende elementer. Bandets medlemmer er: John René Jørgensen, sopransax, Aage Hjortshøj, trombone, Polle Flaunø, banjo, guitar og vokal, Knud Randrup, kontrabas, og Jørgen Muldbjerg, trommer og vokal.
Hvis man ønsker frokost til jazzen på lørdag, så skal den bestilles på tlf. 8632 1633 og senest på fredag kl. 12.00.
Saratoga Hot Five står for den musikalske underholdning til lørdags-jazzen i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Kilde: grenå bladet
rex