Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Anne-Mette Winther (V) udpeget som formand for Folketingsudvalg

Venstres folketingsgruppe har konstitueret sig ovenpå folketingsvalget den 8. februar, og Anne-Mette Winther Christiansen fra Grenaa er ikke blevet overset i den udvalgs- og bestyrelses-kabale, som er blevet lavet i Venstres folketingsgruppe i den forbindelse.
Hun er således blevet udnævnt til formand for Udlændinge- og Integrationsudvalget i Folketinget, ligesom hun også har fået sæde i den nye bestyrelse for Venstres folketingsgruppe.


Formanden for bestyrelsen er tidligere minister og ny gruppeformand for Venstre i Folketinget, Svend Erik Hovmand, næstformand Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører i Folketinget Jens Rohde, Flemming Damgaard Larsen, Tina Nedergaard, Europa-parlamentsmedlemmet Karin Riis-Jørgensen, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen - og altså Anne-Mette Winther Christiansen fra Grenaa, der bragede ind i Folketinget med et personligt stemmetal på næsten 10.000 i Århus Amt.
– At sidde her og vide, at de personlige stemmer fra Grenaa-kredsen alene havde været nok til at opnå valg... det er helt vildt, siger en overvældet Anne-Mette Winther Christiansen til Grenaa Bladet.
Hun er selvsagt jublende lykkelig over det massive folkelige mandat, som hun har fået ved dette hendes første folketingsvalg nogensinde.
– Jeg vil gøre mit yderste for at leve op til den tillid, som vælgerne har vist mig, siger hun videre.
Og hun har bestemt ikke fået en ringe platform at stå på i Folketinget ovenpå konstitueringen i Venstres folketingsgruppe.
– Venstre har gjort sig store anstrengelser for at få tingene bredt ud på så mange hænder som muligt, og herunder sørget for, at os, der er nye i gruppen, ikke bare bliver overset og gemt væk, siger Anne-Mette Winther.
Som man gjorde i gamle dage - kunne man tilføje. Således blev Folketingets tidligere formand, Erling Olsen, bedt om at tie stille det første halve år på tinge, da han blev valgt ind for første gang i midten af 60’erne. Dengang var det utænkeligt, at et nyvalgt folketingsmedlem kunne blive udnævnt til udvalgsformand.
– I Venstre er vi nærmest blevet uddannet som kandidater på diverse kurser, og herunder har vi sammen talt om, at det kunne være fint, hvis de nyvalgte eksempelvis blev repræsenteret i Ventre’s gruppebestyrelse på Christiansborg. Det ønske vandt gehør, og man har så peget på mig, som den af de nyvalgte, der skulle have sæde i bestyrelsen og det er jeg naturligvis beæret over. Og det gælder også hvad posten som formand for Udlændinge- og Integrationsudvalget. Her var argumentet fra gruppens side, at man gerne ville have en person, der kan mobilisere en høj grad af stabilitet og troværdighed, og jeg er naturligvis stolt over, at man i gruppen mener, at jeg besidder de kvaliteter, siger Anne-Mette Winther til Grenaa Bladet.
Hun bliver således mødeleder for et 17-mands udvalg, hvor hun skal stå i spidsen for at skabe størst mulig enighed i udvalget på en række konkrete spørgsmål omkring udlændinge og integration.
– Et utroligt spændende område, som jeg glæder mig til at kaste mig ud i. Det er jo tydeligt for enhver, at integrationen kunne køre noget bedre end den gør p. t. De fleste udlændinge, jeg har mødt, har en positiv indstilling til det at være i Danmark og at de gerne vil deltage aktivt i det at få hjulene til at dreje rundt i vores samfund. De skal have bedre muligheder for at få opfyldt dette ønske. Det er et spændende område, hvor jeg håber at kunne være med til at gøre en forskel i positiv retning, siger Anne-Mette Winther, der dog har uddannelse og innovation som sine helt store mærkesager. På den led har hun fået sæde i Folketingets Uddannelsesudvalg, og det er planen at hun skal være Venstres ordfører på folkeskole-området. Hun er selv uddannet lærer og er ankommet til Folketinget fra en stilling som afdelingsleder på Grenaa Vestre Skole. Endelig har hun også fået en plads i Socialudvalget som en oplagt link til arbejdet i Udlændinge- og Integrationsudvalget.
Udvalget for trafik og erhverv har hun ikke fået sæde i, og det kunne måske bekymre nogle de mange djurslændinge, der ser sorte skyer over Djurslands infrastruktur.
– Men her har jeg allieret mig med den i Nordsjælland valgte Venstre-mand Jacob Jensen, der ligesom jeg vil slås hårdt for, at eksempelvis Mols-Linien får en klækkelig kompensation, hvis Folketinget beslutter, at brotaksten på Storebælt skal sænkes markant. Jeg vil således på alle områder, hvor Djurslands infrastruktur risikerer anslag af den ene eller anden art, holde skarpt fokus på og arbejde for, at dette ikke sker. Det er af altafgørende betydning for Djurslands fremtidige udvikling, at infrastrukturen udbygges og forbedres fremfor det modsatte, siger Anne-Mette Winther til Grenaa Bladet.
– Venstres helt store stemmesluger i Århus Amt, Anne-Mette Winther Christiansen, Grenaa, er af Venstres folketingsgruppe blevet udpeget som formand for Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Kilde: grenå bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam