Rougsoeportalen.dk

hverdagen har
indfundet sig og værkstederne er kommet i gang
Af Dav Jacobsen
Eleverne fra Grenaa Produktionsskole har nu været blandt masaierne i Enkutuk Oiti i det nordlige Tanzania godt en uge. Hverdagen har indfundet sig, og værkstederne er kommet godt fra start.
Hvad der for en uge siden ved første øjekast så ud til at være en enorm, tør og ubeboelig slette, viser sig lidt efter lidt at rumme et helt samfund.
Spredt rundt omkring i landskabet ligger såkaldte bomaer, der er tjørnehæk-omkransede pladser med tre-fire-fem huse, bygget af de forhåndenværende materialer, grene, ler og komøg. Tjørnehækken holder de vilde dyr ude. På forunderlig vis falder bomaerne i et med landskabet, så europæiske øjne ikke umiddelbart ser dem. Men nu hvor elever og lærere fra Grenaa Produktionsskole har været i Enkutuk Oiti i godt en uge, dukker et organiseret samfund langsomt
frem. Et efter forholdene stort, lerklinet og firkantet hus viser sig at være en kirke, hvor nogle af os var til gudstjeneste i søndags og to murede huse i nærheden indeholder den lokale børnehave, der i øvrigt låner to af sine lokaler ud til skole. Udlånet er kun midlertidigt, for bag kirken bliver en ny skole med tilhørende lærerbolig bygget. Selv en lille kiosk, der i hvert fald nogle gange har sodavand, men ellers bolcher, sukker, sæbe og sådan, er kommet til syne. Kioskindehaveren Luka hilser imødekommende på os, når vi gør holdt for at købe en sodavand eller bare sige hej, men han har også god grund til at være glad, for vi må hæve hans omsætning med flere hundrede procent.

Smilende masaier
Når vi færdes til fods i terrænet, møder vi den ene smilende masai efter den anden, der hilser med håndtryk og spørger til vores velbefindende. Når vi kører i den firehjulstrukne pick-up, som vi har lånt af det lokale Mellemfolkeligt Samvirke, hilser vi til højre og venstre og vinker til børnene, der kommer løbende for at kigge på de hvide i det underlige tøj. Vi vækker stadig opsigt og bliver kigget på, men alle i nærmiljøet, ved hvem vi er og ikke mindst, hvorfor vi er her, hvilket skaber en rar atmosfære med plads til fælles morskab over vores forskelligheder.
En piercet tunge på en dansk pige vækker forundring og latter, og en tatoveret drage på en overarm får børnene til at spærre øjnene op. Masaiernes kronragede hoveder, deres meget store huller i ørerne, deres perlesmykker, farvestrålende klædedragt og deres specielle lugt, kan stadig undre en dansker, der ikke tidligere har været længere væk end København. Det er i sandhed to verdener, der mødes på »Den Store Gule Slette«, som masaierne kalder området, hvor vi bor.

Står tidligt op
Nu hvor teltene er stillet op, værkstederne er i gang og madlavning og vandhentning lagt i rammer, har en hverdag taget form. Vi går tidligt i seng, for vi står tidligt op. Morgenmadsholdet starter ved solopgang klokken 6, og en time senere vækkes vi andre, så vi kan nå at vaske den afrikanske søvn ud af øjnene inden den fælles morgenmad klokken 7:30. Den består af brød stegt i olie, syltetøj, honning og jordnøddesmør og sommetider ananas, banan eller mango. Vi spiser altid samlet og mens den varme te eller kaffe slubres indenbords i de medbragte krus, udstikkes dagens sidste retningslinier. Når klokken er 8 - inden heden bliver alt for trykkende - går de fire grupper til hvert sit projekt: Børnehave, systue, majsmølle og PC. Mens vi er på arbejde, laver vores nye, afrikanske venner Cecilia, Stella, Paulina og Erta frokost til os over bål, så maden er klar, når vi kommer hjem fra værkstederne ved to-tiden. Det kan være ris og gedekød i en let krydret sovs, eller det kan være madbananer med grøntsagsstuvning, brune bønner med chapati eller lignende.
Eftermiddagen er fri til egne gøremål i form af gåtur, brevskrivning, dagbog, bad, spil, snuppe en lur eller hænge ud ved bålpladsen med kammeraterne.

Skal hente vand
hver eneste dag
Noget af det eneste faste på eftermiddagsprogrammet er afhentning af vand ved vandstedet små to kilometer væk. En blå 200-liters tønde surres fast på ladet af pick-up'en, der i adstadigt tempo tøffer hen over den bulede jord, passerer et par vandløb uden en dråbe vand i, skrumpler over 1000 lavasten for endelig at komme frem til masaiernes vandforsyning. Hvis nogle skal have vasket tøj, er det også her det foregår. Aftensmaden laver vi selv på skift, og er vi heldige er den klar inden solen går ned omkring klokken 19:00. Men ellers har vi to store flagermuslygter, vi sætter på bordet, så vi kan se, hvad vi spiser. Ulempen ved lyset er, at det tiltrækker insekter af varierende størrelse, så man aldrig er helt sikker på, om det, der knaser, er noget der hører maden til, er støv eller et uidentificeret flyvende objekt. Efter maden, mens madholdet vasker op, fordøjes dagens indtryk ved bålet, der rummer plads til en stigende fællesskabsfølelse, latter og popcorn.

Undgår selvsagt
ikke konflikter
Vi undgår selvfølgelig ikke konflikter, for vi er sammen på godt og ondt i en meget stor del af døgnets 24 timer, og vi er de eneste, der forstår, hvad vi siger. Men flere af de unge nævner alligevel følelsen af kammeratskab og samvær, når de bliver spurgt, hvad de synes om Afrika, selv om både fattigdom og anderledes madvaner gør indtryk.
»Jeg kan godt lide at være her. Det er primitivt, men ikke på en negativ måde. Og så kommer vi hinanden meget mere ved her. Man sætter sig ikke bare ved en computer som derhjemme«, siger en af de unge.
En anden tilføjer:
»Jeg synes, vi har det rigtig godt med hinanden, alle snakker med alle og der er ingen kliker, som der godt kan være noget af hjemme. Men den største overraskelse er, at maden smager så godt, som den gør.«

Besøg på stor
markedsplads
Lørdag er der marked i den nærliggende by Oldonoy Sambu. På et område på størrelse med en fodboldbane eller to, snakker, hvisker, råber, sælger, køber, kigger, griner og skændes flere hundrede masaier og andre afrikanere samt nogle få danskere. På stativer, der står spredt ud over pladsen, hænger perle- og metalarmbånd, solbriller, fingerringe, hårspænder med videre, mens en sælger ivrigt forsøger at overbevise de forbipasserende om, at her er der smykker af solid kvalitet.
En lille dreng skubber en kæmpe trillebør af træ, på hvis lad, der ligger en sæk kartofler, der er større end drengen selv. En afrikaner med blå skjorte, slips, pressefolder i bukserne og mobiltelefon for øret falder helt udenfor. Hvordan han overhovedet kan høre noget i larmen, står hen i det uvisse, for to generatorer sender trykbølger af støj fra sig, mens de driver et par majsmøller.
Flere steder står æsler og mediterer over livet, bundet med snor i bagbenene, så de ikke kan gå. Geder bliver modvilligt, uanset hvad vej de skal, trukket og skubbet af svedende drenge.
Vi har delt os i to grupper for ikke at være for iøjnefaldende, men vi kunne vist have sparet os besværet. Alle steder, hvor vi stopper op for at handle eller bare kigge nærmere på en vare, stimler afrikanere sammen om os og kigger forundrede på piercinger, tatoveringer, fodtøj, påklædning, frisurer og solhatte. En af vores piger køber et »guldur« til omkring 25 danske kroner og undres lidt over, at det ikke dur, efter hun har stillet på det. Andre køber ind, som var det sidste gang i livet, de fik lov at bruge penge, men så er alle gaver og souvenirs da på plads. I det lokale tehus køber vi om eftermiddagen chapati med æggekage og chai. Så er der lige en såkaldt seniorrunde på markedet, hvor enhver kan købe det, de glemte i første omgang, og så er det ellers hjem og beundre indkøb, se på pengebeholdning og slappe af i stor stil. Vi har det herligt.
Her ses to af masai-landsbyens sypiger i aktion. Stedet er Enkutuk Oiti i Tanzania, som i øjeblikket har besøg af et hold elever og lærere fra Grenaa Produktionsskole.

Kilde: grenå bladet

rex