Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Djurslands Bank fortsætter væksten

Djurslands Bank har offentliggjort et flot årsregnskab for 2004. Det går godt i den lokale bank på Djursland og i Århus. Aktiekursen er på et år steget 35%.
Djurslands Bank beviser med et flot regnskab og et overskud på knap 66 mio. kr. før skat, at banken har et godt tag i bankmarkedet på Djursland og i Århus. Og at lokalbankens succes er med til at skabe yderligere grobund for vækst i området understreges af, at banken afleverer 16 mio. kr. i skat til kommunerne på Djursland og i Århus og samtidig har skabt ekstra værdier til aktionærerne for i alt ca. 150 mio. kr.


Jeg synes også der er behov for at fortælle om succeshistorierne, når vi taler om lokale erhvervsvirksomheder, siger bankdirektør Ole Bak, og fortsætter:
- Vi hører i dagspressen ofte om nedskæringer og reduktioner i virksomhederne på Djursland, men Djurslands Bank går heldigvis den anden vej. Vi har en klar holdning til, at vores geografiske markedsområde er på Djursland og i Århus. Det er her banken sammen med de lokale privat- og erhvervskunder skaber vores fælles forretninger. Og når vi både er i stand til at tilbyde særdeles konkurrencedygtige priser til kunderne - samt skabe et fornuftigt overskud til bankens videre udvikling - så går alt vel op i en højere enhed for området, understreger Ole Bak.
Djurslands Bank har 10.300 aktionærer, hvoraf hovedparten også er kunder i banken. Alene i 2004 er der kommet 1.100 nye aktionærer til.
- Da vores aktionærer typisk er stabile aktionærer, som beholder deres aktier gennem længere tid, vil mange af de godt 10.000 aktionærer samtidig kunne glæde sig over, at bankens aktiekurs er steget med 35% i 2004, siger Ole Bak.

Banken vokser
Baggrunden for bankens positive udvikling er, at det samlede forretningsomfang udvikler sig meget tilfredsstillende. Væksten er påvirket af en god tilgang af nye kunder - bredt fordelt over bankens markedsområde. Indlån/udlån/garantier er samlet forøget med 690 mio. kroner, svarende til en stigning på 12,5% i forhold til 2003.
Især har boligområdet været præget af meget høj aktivitet i 2004. De nye ejendomslån banken lancerede i slutningen af 2. kvartal, har været en stor succes.
- Ejendomslånene har givet os en pæn stigning i privatudlånet samtidig med, at vi på realkreditområdet og kapitalforvaltningsområdet fortsat har haft et højt aktivitetsniveau - også en del over niveauet i 2003. Disse aktiviteter er derfor kraftigt medvirkende til stigningerne i gebyr- og provisionsindtægterne, fortsætter Ole Bak.

Omkostninger på
fornuftigt niveau

På trods af væksten i forretningsomfanget sætter banken fortsat tæring efter næring. Omkostningsudviklingen holdes derfor på et niveau som matcher indtjeningsudviklingen.
- Og det endda på trods af, at vi i år har udvidet medarbejderstaben fra 167 til 174 medarbejdere og samtidigt har påbegyndt en række investeringer i bankens filialindretninger, pointerer Ole Bak.
Også på posten for tab og hensættelser er der grund til tilfredshed. Tab og hensættelser på debitorer udgjorde 12 mio. kroner - et fald på 11 mio. kroner eller næsten en halvering i forhold til 2003. Bankens samlede hensættelser udgjorde ved udgangen af perioden 146 mio. kroner, svarende til en hensættelsesprocent på 3,7% af udlåns- og garantiporteføljen. De lavere hensættelser er et billede af den almindelige danskers generelt gode privatøkonomi, forklarer Ole Bak.
- Den lavere rente og de mange konverteringsmuligheder af gæld har medført et stigende rådighedsbeløb hos mange privatkunder. Samtidig giver de øgede forbrugsmønstre hos danskerne også et positivt pust til erhvervslivet, hvor vi også generelt ser gode regnskaber og en god likviditet, siger Ole Bak.

Forventninger til 2005
Djurslands Bank forventer at fortsætte den positive linje i væksten i 2005. Ifølge Ole Bak forventes bankens vækst dels at komme fra flere forretninger med nuværende kunder, - og dels fra den forventede fortsatte tilgang af nye kunder til banken.
- Konkurrencen indenfor den finansielle sektor forventes at fortsætte med uformindsket styrke, og med en stadig faldende rentemarginal til følge. Vi har fornuftige priser på vores varer, så vi føler os godt rustet til konkurrencen, understreger Ole Bak.
- Herudover har vi klart den filosofi, at vores forretninger skabes med udgangspunkt i vores lokale filialer og derfor vil banken fortsat udbygge afdelingsnettet i forhold til den aktuelle lokale markedssituation, siger Ole Bak.
I denne forbindelse nævner Ole Bak, at en filial også kunne være et finanscenter i Århus med specialister indenfor forretningsområderne formuepleje og pensionsopsparing.
På baggrund af disse forudsætninger forventes et resultat for 2005 - eksklusiv kursreguleringer og skat - i niveauet 40 til 45 mio. kr., hvilket er uændret i forhold til forventningerne til 2004.

Kilde: grenå bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam