Sommerdæk er livsfarlige i snevejr!
Selvom dele af Danmark er ramt af snestorm, kører tusinder af danske bilister rundt på sommerdæk. Bremselængden på sommerdæk er markant ringere end vinterdæk og gør kørsel på sommerdæk stærkt hasarderet.
Det er fuldstændig uansvarligt og med til at bringe både egen og andres sikkerhed i fare - politikerne bør overveje indgreb, mener man hos Dækimportørforeningen.
- Det er som at gå med laksko eller korte bukser i snevejr. Fuldstændig uansvarligt .
Sådan betegner formanden for Dækimportørerne, Lars Poulsen, de bilister, der kaster sig ud i snevejr med kun sommerdæk på deres bil.
- I vintervejr er det vigtigere end nogen sinde, at dine dæk - hvad enten det er helårsdæk eller vinterdæk - ikke er nedslidte. Om vinteren anbefales mindst tre millimeters mønsterdybde, og ligger sneen der først, er sommerdæk bandlyst, siger Lars Poulsen, der er formand for Dækimportørforeningen.
Har man ikke allerede fået vinterdæk på sin bil, så skal bilen ikke ud at køre. Det siger man helt firkantet fra Dækimportørforeningens side.
- År efter år ser vi, hvordan bilister bliver involveret i uheld, og folk bliver gang på gang overrasket, når sneen falder. Så skal Dansk Autohjælp og Falck ud og hente bilisterne op af grøften og hjælpe dem ved andre uheld. De bilister, der er involveret i uheld, har typisk sommerdæk på. Det slår næsten aldrig fejl - desværre, siger Lars Poulsen.
Han mener, politikerne bør overveje, om reglerne for kørsel i vintervejr skal strammes.
- Vi får alt for mange uheld og tilskadekomne, der kunne være undgået, hvis bilen havde haft de rigtige dæk på. Derfor bør politikerne også overveje, om de eksisterende regler er gode nok. Burde man eksempelvis stå til en bøde, hvis man kørte på slidte sommerdæk i snestorm?, spørger Lars Poulsen.
Kilde: grenå bladet
rex